fredag den 24. marts 2017

Søkort til Holberg

Folketeatrets gæstespil med Den politiske kandestøber på Odense Teater d. 21. marts 2017

Nogle sentenser og brudstykker fra litteraturen har hægtet sig fast i samtidens hukommelse og er siden vandret over i hverdagssproget og således overleveret gennem historien. Ludvig Holberg, inkarnationen af oplysningstiden i Skandinavien, står for en del af disse; indskyder man i en diskussion: ”De siger, Jeppe drikker, men hvorfor drikker Jeppe?”, så ved de omkringværende, at der stikker mere under, at en slagkraftig Nille og en udspekuleret degn lurer i kulissen, og siger man: ”Et er søkort at forstå,/ et andet skib at føre”, så ved tilhørerne ikke kun, at man citerer komedien Den politiske kandestøber, men også, at man mener, at man ikke bør gøre sig klog på hvad som helst. Skulle man ikke kende resten af komedien, så gør det ikke noget, og paradoksalt nok lever Holberg nok primært i disse løsrevne brokker, for hvor mange kender egentlig Holbergs komedier i dag? Den fynske Opera, der netop har spillet Carl Nielsens Maskarade, vidste tilsyneladende kun, at denne opera er inspireret af Holbergs Maskerade, selvom elementer fra andre komedier også indgår heri, og få teaterchefer tør i dag spille Holberg uden i bearbejdet udgave.        
                      Kasper Wilton iværksatte i sin tid som direktør for Odense Teater (hvor han stadig savnes) en række mindeværdige opførelser af Holberg: Maskerade og Henrik og Pernille kan stadig få undertegnede til at klukle indvendigt. På Folketeatret har han dog ladet Den stundesløse og nu Den politiske kandestøber bearbejde markant, inden de er kommet på scenen, og Thor Bjørn Krebs lader heller ikke meget af sidstnævnte komedie uberørt: Persongalleriet er beskåret væsentligt, karakterernes køn er moderne mixet, og der er tildigtet en ny intrige og en syndflod af referencer til nutidens politiske liv. Holbergs originale komedie er et farceagtigt rend af personer, døre går op og i, så det i sig selv er et komisk element, der er med til at tage pusten fra Herman von Bremen, men det er nu også ganske vittigt fundet på at lade de samme karakterer gå igen og lade flere være involveret i intrigen mod kandestøberen. Således er det Mathias Sprogøe Fletting som Antonius og Søren Hauch-Fausbøll som Frants Parykmager, der forklædt som rådsherrerinder kommer til kaffe hos borgmesterinden alias mutter kandestøber, og dét er kosteligt at se!
Komedien indledes med et parti strå, der handles under bordet af Abrahamsen og Sanderus, hvilket gør dem til gennemgående karakterer, som fører adskillige lange disputter om politik med Herman von Bremen og hans parti af Gert Buntmager og Wilhelmine Malermester(inde!), og som viser et fortegnet billede af politikere som nogle korrupte slyngler, der kun forstår at mele deres egen kage. Det står der intet af hos Holberg. Von Bremen & Co. er naturligvis ikke bedre og buldrer som tomme tønder løs med et ekko af nutidens politik: BNP bliver til BMW, krumme agurker, ting fejet ind under gulvtæppet, pressemøde som statsministerens, Joachim Kuglestøder, Søren Pindehugger og så videre og så videre. Det er alt i alt ret pinlige og forudsigelige vitser, der lægges i munden på karaktererne; det satiriske element er forslidt og risikerer kun at bekræfte publikum i en udbredt politikerlede, hvilket får femte akt og den afsluttende morale, der stort set ikke er bearbejdet, til at drukne, og det giver et meget misvisende billede af Holbergs hensigt med komedien.

”Af hvad som mig i dag er sket,
hver håndværksmand kan lære,
at den, der retter øvrighed,
just selv den ej kan være (…)”,

slutter Holberg – og her også Thor Bjørn Krebs. Det er det oplysningens spejl, teatret kan holde op for publikum, men det er næppe sandsynligt, at mange publikummer tør se sig selv i dette spejl, når de forud kun har let af politikere og politiske fadæser. Satiren bliver en idé, der er løbet løbsk.
                      Heldigvis kan man dog stadig le eftertænksomt og oprigtigt, for hvad de nyskrevne vittigheder mangler af humor og komik, det besidder skuespillerne. Instruktøren Søren Iversen har gjort et stort arbejde, for at replikkerne ikke blot fremsiges, men at skuespillerne også agerer, tager sig tid til at forme og underbygge ord med mimik, gestik og tonefald. Torben Zellers Gert Buntmager og Søren Hauch-Fausbølls Frants Parykmager (hvad enten han sidder i collegium politicum eller er forklædt som rådsherreinde) formår med den mindste bevægelse, det mindste løft af et øjenbryn at understrege karakterens personlighed, så deres blotte tilstedeværelse på scenen får en til at le. Mathias Sprogøe Fletting løfter smukt arven fra sin farfar (ja, den Sprogøe) og evner den svære kunst at være overbevisende pjattet uden at falde igennem og få publikum til at krumme tæer; det er ikke bare stort komisk talent, det er i det hele taget meget stort talent, den unge mand viser. Kristian Holm Joensen har større erfaring end Sprogøe, men er lige så eminent spillende; nok kan han være en hund i et spil kegler og le kejtet, men hans overblik, hans mod til at svare igen og hans ambitioner om at avancere gør alligevel, at Abrahamsen og Sanderus til slut gelejder ham ud for at blive deres mand. (Ydermere får han bearbejdelsens bedste vittighed: ”Et stykke med torskerogn er jo egentlig bare en æggemad, der er bare mange flere æg på!”) Sofie Alhøj som Engelke er sød, køn og djærv nok til ikke at ville være frøken (så hun uden hensyn kan kravle ned under den forklædte Antonius’ kjole…!), Jesper Riefensthals Sanderus er forfængelig og uden is i maven, men alligevel politiker og derfor hjemmevandt i sine mange forklædninger, mens Sonja Oppenhagen som Abrahamsen er en veritabel Machiavelli, kynisk og udspekuleret.
                      I hovedrollerne brillerer Henrik Kofoed og Mette Horn som hr. og fru kandestøber: Han tager såvel sin udnævnelse til borgmester som sit nederlag med stoisk ro, hvilket giver ham en velgørende kerne af alvor, det rolige punkt i orkanens øje, og det er aldrig ham, man ler højst af, og det er egentlig velgørende, når det nu er ham, der belæres i komedien. Hun er nok prosaisk, jævn og slår en prober næve, men falder dog også for intrigen og bliver inderligt komisk stadset ud med paryk, sløjfer og kælegris på skødet. De grimasser, hun kan skære, når hun skal kysse den i rådsherreindernes påsyn, giver latterkramper (men selv udstoppet er pattegrisen vist også ret slatten og ”død i sværen”…)! Kun Christiane Gjellerup Koch falder lidt igennem; hun er ellers slagkraftig nok, slår i bordet og siger fra, men hun er mere alvorlig end komisk, og det virker ikke overbevisende. Imidlertid vikarierer hun kun for Lisbeth Gajhede, der måske nok har været mere rund i rollen, fordi hun har spillet i længere tid.

                      Det er ikke kun sympatisk at ville holde fast i Holberg og spille ham, så han kan blive den kerne i al dansk teater, der ofte synes at mangle, det er også sympatisk at turde holde fast i en morale, som i dag måske kan synes utidssvarende ved at tale demokratiet midt imod. Sandheden er jo bare, at Holberg – igen! – har ret og er mere aktuel end nogensinde, fordi de sociale medier netop har gjort en livlig, men oftest også misvisende og fejlagtig politisk diskussion mulig. Vi sidder ikke længere på kroen og diskuterer, hvad herrerne i rådet ikke kan finde ud af, vi sidder trygt bag skærmen og ytrer os om stort og småt (mest det sidste!), mens vi rakker ned og kritiserer, og samtidig engagerer færre og færre sig i reelt politisk arbejde. Det havde været velgørende, hvis holdet bag forestillingen også havde turdet fremhæve netop dette og ikke skjule det bag en masse vittigheder, der blot smisker for publikum, men som bekendt: Et er komedie at spille, et andet Holberg at forstå…

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar