Ned fra himlen

 Mestersangerne i Nürnberg er fremragende – og overraskende morsom! Operaen d. 16.marts2025

 

At De Allierede under Anden Verdenskrig bombarderede Nürnberg og efter krigen besluttede at holde retsopgøret med nazisternes forbrydelser i Nürnberg, skyldtes byens status ”førerby” under nazismen. Byens middelalderlige huse og kirker havde fungeret som kulisse for nazisternes nationalpropaganda ved de årlige Reichsparteitage, og ved den lejlighed blev ouverturen til Wagners Mestersangerne i Nürnberg flittigt spillet: Pompøs som den er, var den passende for nazisternes selvforståelse.

                      Der er heldigvis ikke skyggen af nazister i nyopsætningen af Wagners godt fire timer lange komedie på Operaen på Holmen. Men historien spøger diskret i Laurent Pellys geniale opsætning, hvor Nürnberg i anden akt fremstilles som en samling dukkehuse af pap. Huse, der så let som ingenting brydes sønder, som kastes op i luften og smadres i Skt. Hans-nattens polterabend. Hvis man synes, det er en overfortolkning her at tænke på de allierede bombardement af den indtil da så pittoreske by, så ligger den historiske påmindelse i Hans Sachs’ afsluttende svada om at agte fortiden, dens kunst og erfaring, for af disse skal fremtiden fødes:

 

”Habt Acht! Uns dräuen üble Streich':
zerfällt erst deutsches Volk und Reich,
in falscher wälscher Majestät
kein Fürst bald mehr sein Volk versteht,
und wälschen Dunst mit wälschem Tand
sie pflanzen uns in deutsches Land (…)”

 

 

Hvis man læser ”Volk” og ”Land” generelt og ikke begrænset til Tyskland (og det må man, ellers kan operaen jo kun opføres i Tyskland), står parallellerne til den nutidige verdenssituation i kø, og publikum behøver ingen konkrete eksempler endsige hagekors på scenen for at forstå dem. Slet ikke i Pellys psykologisk skarpe og ekstremt morsomme instruktion.

                      Det begynder (efter den enerverende lange ouverture) med den unge junker, Walther von Stolzing, der ligger på gulvet mellem scenografiens ramponerede dele – endnu et eksempel på, at noget er skudt eller gået i stykker. Han er – som publikum – faldet ned fra himlen og dumpet ind i en verden af gammeldags normer og dyder, hvor en far kan give sin datter væk, hvor kunsten følger stramme regler, og en kvinde kan vindes alene med en sang. Men Mestersangerne i Nürnberg er en komedie, det ved Pelly; scenografiens skrøbelige og beskadigede elementer klinger blot med som den undertone af tragedie, der giver komedien dybde. Hagekors og bomberegn er slet ikke nødvendige (selvom Politikens anmelder – måske p.g.a. en tåbelige redaktør – ikke kan tænke sig operaen uden og derfor kun giver fire stjerner).

                      Pelly holder sig ikke tilbage i sit portræt af denne gammeldags, traditionsbundne verden, og mestersangerne, der skal vurdere, om Walther kan få lov at deltage i konkurrencen om den skønne Eva, er gamle, hvidhårede, mimrende gubber. Men de har stadig individuelle særpræg, og man klukler konstant af hver enkelt, når de sidder forsamlet og indrammet af en gigantiske, ituslået (også den) guldramme og skal vurdere. Jens Christian Tvilum kan som Vogelgesang virre med hovedet som en anden fugl, en anden nikker så tungt, at han er ved at falde ned fra sin stol, og en tredje kan dårligt stå på benene, men størst opmærksomhed har Sixtus Beckmesser, Walthers rival, naturligvis fået. Han er helt igennem latterlig med sine pedantiske manerer, sin sleske og overpertentlige fremstilling, man ler højt, hver gang han sætter sig eller retter sit hår, men fremstillingen er samtidig så rørende, at man ikke kan undlade at have en vis sympati med ham. Norske Tom Erik Lie gestalter Beckmesser, og han gør det med stor stemmepragt og endnu større komisk geni. Bravo!

Til forskel fra andre klassiske komedier skal mestersangerne, den ældre generation, ikke bare les ud. Leander og Leonora kan som bekendt først få hinanden, når Jeronimus er gjort grundigt til grin – og skamme. Wagner forsvarer mestersangerne, da de til sidst farer chokerede op, vælter deres stole og iler bort – så hurtigt de nu kan – fordi Walther nægter at blive mestersanger, selvom han har vundet konkurrencen og sin Eva. Hans Sachs, der har hjulpet Walther, har banet vejen for hans nye, æstetiske værdier, forsvarer i sin lange formaning, der citeres ovenfor, traditionen, og han hyldes til sidst af koret som den sande mester. Selvom Sachs således både er talerør for Wagner og stjæler alt rampelys fra det unge par i finalen, lader Pellys Walther og Eva trække tæppet for. Mere behøver det ikke udpensles, synes de at sige, at ungdommen i denne opera ikke uden videre har ubetinget ret til hinanden eller til fremtiden.

Musikken er af Wagner. Der er ingen tvivl om, at der i den sidste og to timer lange tredjeakt er utroligt smukke momenter i partituret, men der er også, som Rossini sagde, meget langt mellem dem. Jeg synes, operaen langt hen ad vejen er en ørkenvandring; scenerne er lange og fulde af selvforelskede detaljer, og detaljerne i musikken går hen over hovedet på mig. Det er tænkemusik. Der sker muligvis mange ting, der udbygger og understøtter karaktertegningen, det er bare så subtilt, at man skal være nodekyndig for at opfange dem, og de få melodier, der er, gentages til bevidstløshed, som popslagere. Der mangler de klange, den rytmik og de melodilinjer, der er hos f.eks. Alban Berg, Janáček og Britten, for at jeg henrives. Når det er sagt, er det tydeligt, at Det kongelige Kapel under Axel Kobers ledelse spiller sig lige ind i himlen. Alt står klart, alt er rent – selvom jeg ikke opfanger alle detaljerne…

At sangerne ligeledes stiler mod skyerne, er uomtvisteligt. Johan Reuter synger det gigantiske parti som Hans Sachs med uforfærdet myndighed og en smuk, varm klang. Den kraftigste stemme har han ikke, men gennemslagskraft og stor skønhed har han, og hvem kan så forlange mere. Det samme gælder Magnus Vigilius i partiet som Walther von Stolzing; en smuk, slank og smidig tenor, der kun kommer en anelse til kort efter fem timer i sin lyrisk elegante vindermelodi ”Morgenlich leuchtend im rosigen Schein”. Han vinder stadig publikums hjerte, og det gør hans Eva sunget af britisk-canadiske Jessica Muirhead også. Denne opsætning er hendes debut i partiet, men en strålende, lyrisk sopran og stor psykologisk indlevelse forlener hun stadig heltinden med. Scenen, hvor hun er nær ved at overgive sig til Hans Sachs på grund af hans omsorgsfulde, faderlige hjælp, men dog vælger Walther, er gribende iscenesat af Pelly.

Nævnes bør også Jens-Erik Aasbø som Pogner, Evas far, der har styrke og smæld i sin stemme, selvom han troværdigt gestalter en aldrende, mild far, Jakob Skov Andersen som en ungdommeligt ivrig, men hjælpsom skomagerlærling, Hanne Fischer som hans udkårne Magdalene og Nicolai Elsberg i det lille parti som natvægter. Koret i koret, lærlingene, har smæld i stemmen og er let til bens; deres iver understreger, at opsætningens succes først og fremmest skyldes Laurent Pelly. Hans scenegang er ikke bare lysende og enkel, den er først og fremmest morsom og dramatisk seværdig for alle – også ikke-wagnerianere – der måtte være dumpet uforvarende ned fra himlen. Eller ind i Operaen en søndag i foråret 2025.