Genfødt bel canto: Nicola Vaccais Giulietta e Romeo på Den fynske Opera d. 14. marts 2025
Læseren
kender selvfølgelig historien om Romeo og Julie – ikke bare i Shakespeares oprindelige,
udødelige ord, men også igennem den store mængde af operaer, balletter, film og
romaner, der er spundet over historien. Men kender læseren den italienske
komponist Nicola Vaccai, der levede fra 1790 til 1848 og var en betydelig
eksponent for bel canto-genren? Læsere af Ascolta gør selvfølgelig takket være
Kim Reichs fine og smukt timede omtale i sidste nummer af operamagasinet, og dog
er Vaccai en af de mange, der har skrevet en opera over Shakespeares tragedie
fra 1597. En opera, der nu spiller i Danmark. Selvom det ikke er (endnu) en
urpremiere på Den fynske Opera, så er det dog en danmarkspremiere, der
inviteres til i marts, og Den fynske Opera sætter barren højt med denne
opsætning. Musikken er fremragende og virkelig værd at opleve, der er store
sangere med en international karriere på rollelisten, og iscenesættelsen er enkel,
men effektfuld. Så store synes ambitionerne ikke altid at være på operascener i
det ganske danske land.
Librettisten til Giulietta
e Romeo, Felice Romani (1788-1865), skulle være den bedste librettist
mellem Pietro Metastasio (1698-1782) og Arigo Boito (1842-1918), og han har
skrevet libretti til både Donizetti (bl.a. Elskovsdrikken) og
Bellini (Piraten, Norma, Søvngængersken m.fl.). Men det er
ifølge Wikipedia, og i Vaccais Giulietta e Romeo er der nogle forbehold
at tage for hans anseelse som librettist. Væk er Shakespeare smukke poesi og
knivskarpe psykologi; det er opera, og følelserne sidder helt uden på tøjet.
Derfor begynder operaen in medias res, efter at Romeo og Julie har mødt
hinanden. Romeo er ikke den evigt forelskede, sværmende yngling, og Julie ingen
viljestærk 13-årig. Tværtimod; han leder krigen mod familien Capulet, hvis
overhoved er Julies far, Capellio – en virkelig vred mand – og har allerede
inden operaens begyndelse dræbt Julies bror, og hun virker som en søster til
titelkarakteren i Donizettis Lucia di Lammermoor, vanvittig og
uligevægtig. Omkring dem cirkler tre karakterer: Lorenzo, der her er læge og
ikke munk, Julies mor, Adelia, og bejleren, som Capellio vil have sin datter
gift med, Tebaldo.
De fleste karakterer er
derfor defineret på forhånd: Capellio er som sagt en meget vred mand og kan
ikke tilgive Romeo, at han har dræbt hans søn; han vil krig og kun krig! Romeo
er nok modig og ivrig, og han dukker i første akt op i forklædning som
ambassadør for familien Montague for at forhandle om fred mod et ægteskab
mellem Romeo og Julie, men han dræber uden videre sin rival, da hans forslag
forkastes. Måske det er derfor, at Julie er vankelmodig, at hun ikke vil flygte
med Romeo, da de mødes, og at hun opgivende ser døden som den eneste udvej for
sine pinsler? Vi er meget langt fra Shakespeares Romeo og Julie i første
akt. Anden akt er mere genkendelig, dybt gribende og med et instruktørtwist,
der får en til at gyse.
Eva-Maria Melbye, den nye
kunstneriske leder på Den fynske Opera, har iscenesat med få enkle virkemidler.
Hun markerer fra begyndelsen, hvor det hele ender, da Capellio kommer ind
bærende på sin tildækkede, døde søn. Hans lig ligger der hele forestillingen
igennem, så scenen, mens antallet af døde hober sig op, til slut minder om et
lighus. Selv da Capellio forsøger at gå en anden vej og pynter op til bryllup
mellem Julie og Tebaldo (bordene bliver brutalt ryddet af en rasende Julie),
har den døde søn hæderspladsen, og måske er Capellio den egentlige hovedperson
i denne opsætning? Den begynder og slutter med ham; han er årsagen til, at
Julie til slut ikke udånder af kærlighedssorger, men af en langt mere konkret
årsag. Så stor er hans sorg, at operaen bliver hans tragedie i højere grad end
titelkarakterernes. Romeo og Julies død synes næsten selvforskyldt, hvis man
tager deres karaktertræk i betragtning – uden at deres død dog fremstilles
mindre gribende.
Det er naturligvis Melbyes
valg at lade Romeo stikke Tebaldo ned bagfra i de sidste sekunder af
første akt. Der er ingen duel i mellemakten, det er modbydeligt mord, og måske
Julie har gennemskuet Romeos koldblodighed og derfor ikke vil flygte med ham. I
anden akt vil hun dø, bare dø, men hun tager dog imod Lorenzos sovedrik for at
kunne vågne og leve med Romeo. Psykologien er altså selvmodsigende, men jeg
bebrejder Romani, ikke Melbye, for selvom Melbyes personinstruktion kunne være
skarpere, så er spillet mellem de elskende i dødsscenen meget gribende: Romeo
er opgivende og afmægtig – han har altså kun sloges og dræbt for sin elskede –
Julie desperat af sorg, da der hverken er mere gift eller en kniv at finde, og
de synker sammen over hinanden i en medynkvækkende, rørende og ikke spor
teatralsk stilling. Sangen bidrager naturligvis også til det gribende
slutbillede.
Marie í Dali har skabt
kulisser og kostumer med stor flair for Melbyes iscenesættelse: Et åbent, sort
scenerum med to flytbare paneler af transparent stof; de kan ændre scenens rum,
uden at handlingen forstyrres af andre rekvisitter end enkle og enkelte sorte
og hvide stole og borde. Bagest er der et gråt panel, i hvis ene side en
organisk form – måske en træstamme – knejser. Lorenzo åbner i slutningen
panelet, så en væg af blafrende små og store lys kommer til syne. Det er meget
smukt, og det er kostumerne også: De ligner ikke noget, men vækker mange
associationer. Capellios dragt minder om en samuraikrigers, Tebaldo og Romeo er
i dragter, der minder om uniformer fra begyndelsen af 1800-tallet – førstnævnte
med blå farver, sidstnævnte med grønne – og Julie er i en fodlang kjole, først
blå, senere hvid, i empiresnit. Lorenzo er helt i sort, så en vis gejstlighed
er der over ham, og Adelia er i en hvid dragt med et sjal i jordfarver; det
minder i sin enkelhed om noget fra verdens første, store kulturer, måske endda
fra forhistorisk tid, og det understreger hendes status som kvinde, men først
og fremmest som moder. Hun lægger det, da Julie (tror hun) er død.
Til trods for den lysende
enkelhed i scenografi og kostumer og den diskrete instruktion ville
forestillingen intet være uden sangerne. Og hvilke sangere er det! Der er ikke
en finger at sætte på nogen af dem, dette er virkelig bel canto (i langt højere
grad end opsætningen af Maria Stuarda i Operaen i januar, hvor ikke alle
kunne honorere sangstilens krav)! Forestillingens to tenorer, Martin Vanberg
som Capellio og Simon Sumal som Tebaldo, mangler nok scenisk nærvær, ingen af
dem træder rigtig i karakter til premieren, men hvilke stemmer! En lyrisk,
smidig, smuk tenor har de begge. Nina Clausen synger meget smukt Adelia; hendes
rolle er ikke fremtrædende, og her, hvor koret er strøget, overtager hun ofte
dets kommenterende rolle. At hun er en lidende, ulykkelig mor, er man aldrig i
tvivl om. Katinka Bohse Meyers mørke sopran forlener Giuliettas parti med
inderlighed og smerte, og måske er det ikke helt i bel canto-traditionen at
lade partiet som Romeo synges af en kontratenor, men Morten Grove Frandsen
synes i sin stemmes zenit, og man skal være lykkelig over at høre ham så meget
som muligt. Hans stemme er temperamentsfuld og smægtende, og man tilgiver ham
næsten det overlagte mord på Tebaldo. Over dem alle stråler dog Morten Frank
Larsens gnistrende, stærke baryton. Han udstråler en ro og sikkerhed på scenen,
der gør ham troværdig, selv da det går op for ham, at han har været så tåbelig
ikke at give Romeo besked om Julies skindød, og skrækslagen ser han til, at
Julie udånder.
Det er sangerne, der mere
end andet bærer denne forestilling. Alle udnytter deres fulde potentiale, deres
fulde register fra det rasende højstemte til det inderligt hviskende. Det får
de lov til, fordi den lille sekstet, der udgør orkesteret, sidder bag scenen, delvist
skjult af det grå panel. Det fungerer glimrende; italienske Virginia Guastella
leder alle med sikker hånd og skarpt blik. De ustemte klange, der af og til kommer
fra en violin, er hun ikke ansvarlig for. Musikken er subtil og organisk. Der
er få store arier, og stemmerne slynger sig ind og ud af hinanden i højstemt
drama. Stilheden, da Romeo udånder med et ”Guili-…”, er tæt, så den kan skæres.
Bifaldet er ægte, ikke påtaget eller bare venskabeligt, fordi det er premiere, og
venner og familie er til stede, så der er faktisk ingen undskyldning for ikke
at tage til Odense og blive revet med af stor skønsang!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar