Strauss’
mesterværk Rosenkavaleren smadret til
ukendelighed på Malmø Opera!
Der er ting i livet,
der er så uomgængelige og indlysende sande, at de mest overbevisende lader sig
formidle eller fremstille med den størst mulige enkelthed. Tegneserier er en af
de genrer, der fremfor andre betjener sig af og behersker – f. eks. i hænderne
på en mester som Hergé – enkelhed; det er i den ukunstlede gengivelse af et
afgørende splitsekund, at en tegneserie lever, skaber opmærksomhed og suspense,
for det er jo netop i denne fastfrysning af en mimik, en replik eller en overraskende
opdagelse, at tegneserien formår at spidde lige netop det ene punkt, der fører
handlingen videre til næste billede eller næste side. Det er derfor ingen dum
idé at omsætte Hugo von Hofmannsthal og Richard Strauss’ geniale
Mozart-pastiche Rosenkavaleren, der
mere end nogen anden opera eller noget andet dramatisk værk, jeg kender, gestalter
tiden, dens forløb, dens dvælen, dens omvendinger på scenen, til tegneseriens
rene linjer. Det er set før – med stort held: Kasper Holtens måske mest geniale
opsætning – Ligetis Le grand macabre
– der havde repremiere på Operaen i København i det tidlige forår, formår med
lån fra tegneseriens enkle univers at ramme det komplicerede enkle i blandingen
af alvor og spøg i Ligetis værk og samtidig tilføre operaen et velgørende skær
af popkunstens spil med høj og lav stil. Det blev taget op igen i Holtens
afskedsforestilling på Operaen, Strauss’ Die
Frau ohne Schatten, hvor tegneseriemotivet dog – denne operas storhed taget
i betragtning – måske snarere var et graphic
novel-motiv, hvis flade scenografi nu ikke var helt overbevisende, men som
dog fangede det fantastiske eventyrunivers i denne opera.
Det er imidlertid kun Ene-Liis Sempers scenografi
og kostumer, der kan siges at ramme tegneserieuniverset med sine få farver –
gul, turkis og grå – og lån fra nyklassicistisk arkitektur i Malmø Operas
opsætning af Rosenkavaleren. Ganske
vist udspiller handlingen sig egentlig i 1740’erne – rokokoens storhedstid –
men lad det nu være; alt er alligevel besat med hvide prikker af varierende
størrelse, vægge, møbler, kostumer og bobbelrunde lamper i loftet, som gik
personerne i boblerne fra et glas hurtigt afbrusende champagne. Der er bare
ikke megen champagnerus eller –brus at spore hos instruktøren Dmitri Bertman;
Hofmannsthal og Strauss’ psykologisk fint afstemte karakterer bliver i hans
hænder til vulgært knaldende tyggegummibobler, hvilket kun kan tiltale de mest
infantile. Han forlader også det enkle som stil for gengivelsen af de komplekse
karaktertræk til fordel for en destruktiv absurdisme, som operaen på ingen måde
indeholder. Den er en pastiche, en bittersød længsel efter verden af i går, og
den lader sig hverken opløse eller dekonstruere af en ionescosk og besk humor:
Der klatres i møblerne og kravles på gulvet, der synges til personer, der uden
grund er blevet sendt uden for døren (eller helt ud af scenen!), hvorfor
replikkerne ingen retning får, og plottet smuldrer, koret bevæger sig i stift koreograferede
mønstre, og de seksuelle undertoner er mere overdrevne og eksplicitte end i
noget dyreprogram (eller nogen pornofilm). Mest idiotisk bliver det, når denne
stupide idé tromler hen over den kærlighedsintrige, der bærer den enkle
handling, som da feltmarskalinden under ouverturen – der er en musikalsk
fejring af en kærlighedsnat mellem feltmarskalinden og den unge Octavian – gør
gymnastiske øvelser (i bogstaveligste forstand!) med den tjenende negerdreng,
der her til lejligheden er transformeret til en ung, nordisk atlet, eller når
karaktererne ytrer et og gør noget andet, som da von Faninal under et
ildebefindende be’r om en stol for så selv at løbe ud i kulissen. Den nyklassicistiske scenografi er placeret på
drejescenen, hvis eneste formildende egenskab her er, at den bevæger sig
lydløst, for hver gang Bertman sidder så fast i tyggegummiklatterne, at han
sandsynligvis ikke selv har kunnet finde rede i historien længere, så drejer
den, og meningsløst tildigtede pantomimer gør feltmarskalinden og ikke
titelpersonen til den, der tilrettelægger hele intrigen. Behøver man sige mere?
Det er således ikke det enkle, der dominerer
denne opsætning, det er det karikerede, og det er desværre ikke kun i
personinstruktionen, det går igen, det er også i enkelte sangerpræstationer.
Førnævnte von Faninal, der gestaltes af Frederik Zetterström, synger f. eks.
slet ikke, han råber fra scenen – og
uden held til at overdøve det store, brusende orkester. Det er muligt, at Laine
Quist, Rickard Söderberg og Emma Lyrén som henholdsvis jomfru Leitmetzerin,
Valzacchi og Annina synger udmærket, her drukner deres stemme bare i meningsløs
klatren rundt eller gniden sig op ad – eller i modløshed over opsætningen,
hvilket man ikke kan fortænke dem i… Lykkeligvis synges de tre kvindelige
hovedpartier af kompetente kvinder: Sofie Asplund har som Sofie en blød sødme
og en klokkeklar røst, Charlotta Carlson har hele feltmarskalindens spænd
mellem forførende dybde og tilgivende højde, og Dorottya Láng har en
overordentligt handlekraftig førsteelsker siddende i struben – selvom Bertman
forsøger at gøre ham, rosenkavaleren Octavian, til en pjalt. Rúni Brattabergs
Ochs er – som det desværre ofte sker – forvansket til et æsel, der bare
skryder, så det er heller ikke værd at bedømme hans ellers kapable bas på denne
baggrund. Malmø Operaorkester spiller kompetent – så langt rækker Bertmans
forskruede indfald trods alt ikke – om end dirigenten Ralf Kircher har tendens
til at trække tempoet ud i de store scener, der dermed mister deres energi,
kaos og forvirring, men på scenen er luften jo også allerede gået af ballonen.
Tyggegummiballonen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar