Brillant
iscenesættelse af den problematiske Mahagonny.
Operaen d. 8. januar 2017
Hvordan skal man som
publikum forholde sig til en forestilling, der på den ene side er fremragende
iscenesat – underholdende, flot, spektakulær og dog diskret – men som på den
anden side ikke er nogen medrivende forestilling, fordi den af forfatteren
oprindeligt er skabt i protest mod sin egen genre? Hvad stiller man op med en
opera (for det er netop den pågældende genre), når den ikke griber sit publikum,
afstår fra at forføre og beruse, men taler mere til hjerne end til hjerte? Hvordan
kan man forsvare æstetik, der ikke er skøn, men kun har ambition om at være
moraliserende?
Disse spørgsmål (og sandsynligvis flere endnu)
bør man overveje, når man går ind gennem dørene til et hvilket som helst
operahus til Brecht og Weills Mahagonny,
for operaen afspejler de splittede intentioner, som dens ophavsmænd havde.
Brecht ville nedbryde operaen og den borgerlige kultur, som han mente, genren
repræsenterede, Weill var mindre anarkist og mere æstet, for han ønskede at
omforme og forny opera: Brecht har således brudt handlingen ned til scener, der
præsenteres af personerne på scenen, og gjort karaktererne til typer, der som
skakbrikker kan flyttes rundt på hans ideologiske spillebræt, Weill derimod har
med jazzede rytmer, sangbare, enkle melodier og billedmalende orkesterspil
forsøgt at vriste musikken fri af senromantikkens stramme greb for at se
skønheden i et terra incognita. Det
sidste lykkes (og ikke kun takket være Det kongelige Kapels fremragende spil!),
det første er kedeligt og trættende, for det engagerer ingen, slet ikke et
(forhåbentlig) begavet operapublikum, at få at vide, hvad man skal mene, og
Brechts udtalte ironi og Verfremdung fremmedgør
virkelig publikum for musikkens inderlighed og sangens følelse.
Imidlertid er meget nyt land erobret og beskuet
siden operaens urpremiere i 1930, og måske det er skæbnens ironi (eller
gudernes nemesis?), at Brechts
fremmedgørelse er gået hen og blevet et eget æstetisk udtryk, en stil og en
manér, der hører med. Instruktøren Graham Vick har næppe haft hovedbrud over at
skulle sætte Mahagonny op i København;
han har uden tvivl koblet titlens træsortklingende navn med den gyldne skal,
der favner scene og publikumssal i Operaen på Holmen, for det er, hvad man ser
på scenen: Kulisserne er en tro kopi af de blå plyssæder, balkonernes svungne
træ og Olafur Eliassons tre magiske
lamper. Det er med andre ord virkeligheden,
der sættes i scene, det er virkeligheden,
man skal forholde sig til, og skønt det hele er kunstigt (de tre lamper har
slet ikke originalernes fosforiserende skønhed!), så forankrer virkelige
nyhedsreportager på storskærm og faktuelle statistiske oplysninger fra ind- og
udland historien om overflodsbyen Mahagonny lige midt i en grum samtid. Fra
aftalen med Vick om produktionen var på plads, har konceptet muligvis ændret
sig undervejs; selvom vi nu skriver 2017, står det forgangne års
flygtningestrømme og naturkatastrofer prentet på nethinden af os, og det er så
oplagt, at det mister enhver karakter af politisk provokation, at have hentet
virkelige flygtninge ind som skuespillere og statister, så det har Vick gjort.
Brecht ville have været begejstret, og det er overraskende, originalt,
underholdende og meget, meget humoristisk, hvad Vick i en tilsyneladende
endeløs strøm af idéer ellers finder på af totalteater og lignende gimmicks –
men som helhed griber forestillingen ikke en i hjertekulen og klemmer luften ud
af en.
Forestillingen sætter sig altså mellem to
stole: Dem på scenen, og dem publikum sidder på! Således levendegør Vick
Brechts morale om kapitalismens menneskeforagt (for den værste forbrydelse i
drømmebyen Mahagonny er ingen penge at have; det dømmes man til døden for), og
sandt er det, at så længe mennesker sulter, lider nød og forfølges verden over,
spiller det så nogen rolle, om vi har ”arms full of shopping bags, crowded
airports glittering like Vanity Fair, full restaurants and bars and too many
cars, and bicycles, for any city to handle”, som Vick spørger i det (i øvrigt
ret pauvre og ligegyldige) program? Kunne vi ikke undlade at købe noget i
forbindelse med endnu et overflødigt udsalg og stedet donere vores forbrug fra
Black Friday til flygtninge og ofre for naturkatastrofer? Eller – for det må
være det, Vick og Brecht i sidste instans siger – kunne vi, for det er jo os,
vi ser på scenen, Operaens publikum ikke købe en billet mindre og give pengene
til velgørenhed? I så fald ville vi aldrig have hørt Brechts morale, og hvad
skal man så overhovedet med operaen Mahagonny?!
Så kan den være aldrig så aktuel, hvis dens budskab er, at vi hellere burde
bruge vores penge på en anden måde!
Man kan og bør dog nyde Graham Vicks
fintfølende og meget elegante iscenesættelse; den kan ikke gøre for, at Brecht
ikke kan holde sine moralske kvababbelser tilbage, og den serverer dem loyalt
og overraskende indpakket, så må man tage dem, for hvad de er. Sangerne gør det
fremragende, ikke mindst operakoret, Randi Stenes stovte enke og Magnus Gislasons
kannibalistiske Jack O’Brien, kun Jens Christian Tvilums Fatty og Anke Briegels
Jenny kan slet ikke fylde deres parti ud (og endnu engang spørger man sig selv,
hvordan de er havnet i operaens faste ensemble!). Ved denne søndags opførelse
havde endnu et fremmedgørende element sneget sig ind: Michael Kristensen var i
hovedpartiet som Jimmy Mahoney indisponeret, og Andrew Rees sang – fremragende!
– partiet fra en pult i scenens yderkant, mens Kristensen selv agerede på
scenen. Endelig er der Det kongelige Kapel, hvis overskud, spilleglæde og
fantastiske musikalitet under Julien Salemkours ledelse simpelthen ikke kan
undervurderes, slet ikke i lyset af den fyringsrunde, der havde ramt kapellet
netop inden denne forestilling. Det er en del af iscenesættelsen, når Graham Vick
lader kapellets medlemmer forlade graven for at træde frem i lyset på scenen
ved fremkaldelserne, men man kunne godt tro andet, for her var ingen
fremmedgørelse; publikum rejste sig spontant og brød ud i spontan og højlydt
jubel, da musikerne trådte ind på scenen. Sådan som kunst og kultur for tiden
beskæres herhjemme, så burde man måske hellere samle ind til fordel for de
nødstedte orkestre, ikke mindst Det kongelige Kapel, juvelen blandt dem, så
kunsten fortsat kan stråle og bringe glæde? Lad dét være moralen fra Mahagonny, så kan Brecht rotere så meget
han vil i sin grav!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar