Verdis
Requiem i DR Koncerthuset d. 10.
februar 2017
Til trods for deres
naive streg – eller måske netop på grund af den? – formår kalkmalerierne rundt
omkring i danske kirker at male en gruopvækkende rædselsvision af dommedag:
Glubske uhyrer, der æder de fortabte sjæle, lystige djævle, der piner og plager
med stor mennesker, og ynkelige, nøgne mennesker, der vandrer mod flammer og
skrækkelige torturmetoder. Det skulle være let at forstå for den illitterære befolkning,
hvad følgerne af et ikke renfærdigt liv var, så kirken kunne beholde sin ret så
verdslige magtposition ved altid at have en trumf om bål og brand i baghånden.
Med lige så stor effekt maler Verdi billedet af dommedag med toner i sit Requiem fra 1874: Gjaldende
messingblæsere, rytmisk dundrende stortromme og kæmpekor, der brøler sin skræk
for vredens dag i forte fortissimo, så de små hår rejser sig i nakken på
publikum.
Dies
irae er requiets længste sats (det varer næsten halvdelen af værkets spilletid),
og temaet vender tilbage igen til slut; så stor er den angst, der her griber
sjælen, for den er ikke til at slippe. Eller den er ikke til at undslippe, for
ved at lade visionen om dommedag dominere værket, understreger Verdi ikke kun
sjælens frygt for fortabelse og helvedes pinsel og plage, han understreger også
– og kritiserer dermed – den katolske kirkes magt over det enkelte menneskes
sjælefred, og indirekte bliver Dies irae en sansemættet fejring af livet med
sin stædige rytme og øredøvende musik. ’Verdens første rocknummer’ har mere end
én kaldt satsen, og ved denne opførelse i DR Koncerthuset skyldtes det først og
fremmest koret bestående af DR KoncertKoret og BBC Singers; her var ingen tøven
kun præcise indsatser og formidabel artikulation. Frasen ”quando judex est
venturus” blev smældet ud med en insisterende og gruopvækkende hvislen, så man
vidste, at det er den store, strenge dommer, man skal frygte på den yderste
dag. Eller er det?
Mens
koret imponerede hele aftenen, trådte DR Symfoniorkesteret diskret i
baggrunden. Der var et par uheldige indsatser hos blæserne (også hos en af
trompeterne på balkonerne i den skønne Tuba mirum-sats), der skilte sig ud,
fordi orkesteret overordnet havde meget præcise og skarpe indsatser, men denne
præcision bidrog kun til en kølig, upassioneret musik. Det skal ikke forstås
som en kritik, kun skal det understrege chefdirigent Fabio Luisi lader kor og
solister spille hovedrollen. Og hvilke solister! Fire stjernesangere står foran
koret, men bag orkesteret og bliver alligevel alle hørt, uanset hvor mange f’er
der er angivet i orkesterpartituret: Insung Sim har en dunkelt glødende, gyldent
klar bas, tenoren Giorgio Berrugi synger Ingemisco-satsen uden node og med
indlevelse mere som en elsker end en pint og plaget sjæl, og mezzosopranen
Olesya Petrova har en rund, varm stemme, der bevæger sig frit og blødt fra det
høje til det dybere leje. Sopranen Lise Davidsen skiller sig imidlertid ud;
tårnhøj, stolt og stærk står hun i sort, fodlang kjole og synger som en engel.
Hendes stemmes højde synes ubegrænset, og den klinger rent og skært som en
tindrende stjernehimmel en norsk, frostklar nat. Hun gennemtvinger og besejrer
i Libera me-satsen alene al frygt for dommens dag, hun er nådens stærke og dog
ydmyge engel, der forsikrer, at der er en tilgivende gud, at døden skal tabe,
og vi skal vinde evig ro, requiem aeterna. Visheden hviler i tavsheden, da
sidste tone er døet ud.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar