I den inderste kreds

Eugene O’Neills Lang dags rejse mod nat i Skuespilhuset d. 12. april 2017

 

                                           ”Die Zeit im Grunde, Quinquin,

                                           die Zeit, die ändert doch nichts an den Sachen.

                                           Die Zeit, sie ist ein sonderbar’ Ding.

                                           Wenn man so hinlebt, ist sie rein gar nichts.

                                           Aber dann auf einmal,

                                           da spurt man nichts als sie.”

 

Hugo von Hofmannsthals ord til feltmarskalinden i Rosenkavaleren kunne glimrende stå som motto for Eugene O’Neills mest berømte drama. Det ligger indirekte i titlen, Lang dags rejse mod nat, at det er følelsen af tid, at det er mysteriet om, hvordan man er endt, dér, hvor man er nu, der mere end andet plager familien med far, mor og to sønner. Mens feltmarskalinden som en god kristen resignerer og accepterer, at tiden er skabt af Gud og derfor ikke må frygtes, er slutningen åben for familien på fire, og som publikum har man en fornemmelse af, at tiden holder dem fanget i en kreds i helvede, hvor de er dømt til for evigt at gentage beskyldningerne, undskyldningerne, holdt fast af hadet og kærligheden. Hvis der er en ende på helvedespinslerne for familien Tyrone, ligger den uden for deres rækkevidde, uden for det menneskelige. Men deri ligger måske også en art forløsning.

                      For publikum ligger det forløsende i, at dramaet slutter - hvor selvmodsigende det end kan lyde. Det er ikke kun for de fire karakterer i dramaet, at der er tale om en lang dags rejse mod nat, mod forløsning og mørke, det er det også for publikum; den endeløse række af beskyldninger, undskyldninger, beklagelser, flugtforsøg og gensidige kærlighedserklæringer har nemlig en meditativ virkning, der ikke må undervurderes. Man fascineres af den kraft og kærlighed, der binder de fire karakterer sammen på trods af eller måske netop på grund af deres afhængighed af penge, af druk og morfin, så man føler med deres skæbne i en sådan grad, at man selv fornemmer afhængigheden. Der er megen redundans - den samme scene synes at udspille sig med karaktererne som eneste variation igen og igen - men den tegner tidens ubønhørlige fremadskriden og manglende medfølelse for, hvordan det er gået dem, skarpt op. Kan det hele føres tilbage til fødslen af Edmund, den yngste søn, som moren gør? Publikum tvivler, for tabet af den mellemste søn, Eugene, virker langt mere traumatiserende. Er det farens frygt for at ende i samme fattigdom som sin mor? Er det den manglende anderkendelse af den ældste søn, James jr., der er årsag til hans fiasko og mange bebrejdende bemærkninger? Det fine ved dramaet er, at der ikke gives noget svar, at det nu blot er sådan, tiden har maget det, og som der findes en katharsisk renselse i at opleve dette familiedrama, så findes der også en lise ved at slippe dem igen og overlade dem til håbet om en mulig tilgivelse, da moren i sin morfinrus giver sig hen til Madonnas tilgivelse.