Carl
Nielsens Maskarade i Kasper Holtens
sønderskudte iscenesættelse d. 21. maj 2015
150-års fødselaren Carl
Nielsens opera Maskarade betragtes af
de fleste som Danmarks nationalopera. For det første er forlægget af
nationalkomediedigteren Holberg, for det andet passer den muntre handling til
det danske hyggelune, og for det tredje er den bedste danske opera, der endnu
er skrevet i Danmark, Heises Drot og
Marsk, men den egner sig bare ikke så godt som nationalklenodie, når vi -
gudskelov! - endnu har et monarki. Ergo er det Maskarade, der hives af stalden på nationale fejringsdage, og der
er da meget godt at sige om denne opera, dog ikke i Kasper Holtens iscenesættelse,
der desværre endnu lever, for den udstiller og fremhæver med sine mange idiosynkrasier
operaens svagheder frem for at skjule dem.
En komedie - og Maskarade er en komedie, det kan enhver forvisse sig om, der har
sine ørers brug endnu - skal helst forløbe hurtigt, kvikt og i et medrivende
tempo. I denne iscenesættelse er det desværre kun Marie í Dalis scenografi, der
glider nemt og hurtigt, og generelt kan man sige, at scenografien er prioriteret
højere end personinstruktionen; de bedste vittigheder er dem, der opstår, når
vi pludselig ser et bedsteborgerhjem anno 2006 rullet frem på en operascene (og
det siger ikke meget). Alle værelser ligger akavet en suite, drengeværelse,
badeværelse, dagligstue, spansk gildestue, pater familias’ kontor, entre og
samtalekøkken, der et ad gangen danner baggrund for scenerne i første akt,
inden denne ender med en vild jagt tilbage gennem alle værelser. Er det
morsomt? Egentlig ikke - det er i alt fald en noget påtaget humor, der så
ligger til grund for denne komedie, og ingen af Henri Bergsons grundlæggende (og
oprørske) lattermekanismer - degraderingen, inkongruensen eller sproglegen - er
at finde her, der er bare en tilstræbt, gold realisme. Er det idérigt? Langt
fra! Så smukt og medrivende da? Nej, heller ikke. Én eneste original og poetisk
idé er der i anden akt (her sover operaens personer af gud ved hvilken grund
under åben himmel midt på gaden), hvor vægteren er blevet Ole Lukøje på
rulleskøjter; her er fart over feltet, her er fantasi, ikke kun flove
afsløringer af, hvad hver enkelt laver i sin seng… Der er netop lige luft nok
til, at Leonora kan svæve ned fra det høje i sin romantiske teenageseng, men
også tredje akt slæber sig tungt, tungt afsted. Maskeradens mange og dramatisk
røde draperier burde ellers kunne bruges til pinlige afsløringer og muntre
overraskelser, men det sker ikke; igen skal scenerne forankres i en
virkelighed, der er for ordinær - også selvom scenerne betegnes som drømme -
til at man kan blive let om hjertet, og når nu iscenesættelsens altoverskyggende
pointe er, at vi aldrig er os selv, at vi altid går rundt med maske på bevidste
om, at vi hver dag spiller en slags komedie for omverdenen, så kunne man godt
ønske sig mere fantasi og poesi i maskeradens magiske rum.
Ambitionerne har ellers været store for Holten
og de øvrige bag iscenesættelsen, og både scene og sal tages i brug, når
Jeronimus skal udstilles i sin pinlige brandert, og han gramser og sætter sig
på skødet af den forreste rækkes damer. Dette samt sceneskift til Leander og
Leonora, Henrik og Pernille, Leonard og Magdelones drøm, til de store korscener
og til dansene, der absurd lægges i hænder, fødder, arme og krop på ellers ret
talentfulde artister, bryder det flow og den fest, der burde være over tredje
akt, frem for at understrege det, og man sidder og skæver uroligt til uret. Der
bliver en vandren ind og ud af scenen og ikke et kig ind bag masken til
løssluppen udlevelse af sjælens inderste længsler. Man kunne mene, at det gav
rum for skuespil, men det er her ikke; der er tom ageren og obskøne fagter, og
uhyggeligt nok bidrager det til en fornemmelse af, at tredje akt ikke er så velkomponeret
som de to første. Dygtige sangere kunne få en til at overse dette, men her er
heller ingen forløsning for vores længsler: Gert Henning-Jensen kan partiet som
Leander i søvne, og at han er (misundelsesværdigt) adræt som nogen yngling,
beviser han ved i anledning af sit 25-års jubilæum samme aften at slå flik-flak
hen over scenen under fremkaldelserne, der er bare for meget træt tenor i hans
stemme til at vække nogen jubel. Petri Lindroos som Jeronimus kommer græmmeligt
til kort og minder os kun om, hvor savnet Aage Haugland og andre legendariske
jeronimusser er. Bengt-Ola Morgny kan kun vække jubel med sine dansefagter, ja,
selv Henning von Schulman er ikke helt hjemme i partiet som Henrik, om end han
høres bedre og syngere renere end nogen mand på scenen denne aften (undtaget
Sten Byriels Ole Lukøje, der egentlig fortjener mere end at nævnes i parentes,
for han kan høres!). Det er på spindesiden, der denne aften er noget at lytte
efter: Randi Stene er pragtfuldt matrone-lig som Magdelone (i alt fald i første
akt), Tuva Semmingsen er en skøn, skær og festlig Pernille, og Sofie Elkjær
Jensen er som Leonora en åbenbaring, så det er ganske på sin plads, at hun
kommer ind på scenen fra oven. Hende kan man kun glæde sig til at høre meget
mere til!
Der er alt i alt meget hverdag og alt for lidt
fest denne aften. Ikke engang Det kongelige Kapel opløfter sig denne aften til
højder, der gør nationen ære, under Per Otto Johanssons indpiskning; der
spilles præcist og nydeligt, men uden elan. Det er dog næppe tænkt som en
svensk krigserklæring, for kapellet kender jo hver nuance i det danske arvesølv,
så det burde være muligt at forsvare sig mod svenske unoder. Det er bare en
helt almindelig torsdag denne aften i maj, hvor der ingen fest er i udsigt med
denne opsætning på plakaten. Måske burde man overveje Schierbecks Fête galante som nationalopera? Den
ville man gerne snart se på scenen - og ikke iscenesat af Holten!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar