Rosenkavaleren og Elektra på Staatsoper i april 2015
Wien kan synes en
pastiche; bygningerne hviler tungt og historicistisk pyntede som kagerne i
konditorierne og caféernes montrer over hele byen. Fiakrene fuldender bybilledet og troen på, at man er trådt ind i en
tidslomme fra århundredeskiftet – det forrige – kejser Franz Josef og
kejserinde Sisis portrætter (han døde i 1916, hun i 1898) stilles frem alle
steder, og selvom man snart opdager Adolf Loos og Otto Wagners organisk udsmykkede
bygninger blande sig med flødeskumshusene, så øjner man ikke noget nyere end
jugendstilen; biler, busser og påklædning glider i baggrunden, når man først er
forført af byens stemning. Wienernes tålmodige og ligefremme væremåde og deres
charmerende (men tit svært forståelige) wienerisch
er så langt fra nostalgisk selvhøjtidelighed, at man ikke opfatter nogen af
byens indtryk som kunstige eller tilstræbte. Wien er simpelthen en nutidens by,
der lever i kraft af fortidens drømme, og hvor caféernes meditative ro,
kunstsamlingerne og musikernes kvalitet er uomgængelige i det 21. århundrede.
Staatsoper er byens musikalske fyrtårn. Huset
blev indviet i 1869 med Mozarts Don
Giovanni som Wiener Hofoper (selvom
kejseren efter sigende ikke var begejstret for bygningen), hvis indre, foyer og
loggia, minder meget om Gamle Scene både af udseende og størrelse; det er
sidefoyererne og auditoriet, der gør bygningen monstrøs og lagkagelignende.
Disse blev imidlertid udbombet hen mod krigens slutning – kun foyer og trappe
står originalt med marmor og loftsmalerier – og er derfor nyindrettet i tidens
stil op til genindvielsen i 1955, men det er påfaldende, at mens historicismens
horror vacui og sammenblanding af stilarter kan virke
mættende som chokoladekage i mange lag, så fremstår den stiliserede
kornaksudsmykning og enkle prismelampetter på publikumsbalkonerne tarvelig og
kommunistfattig. Akustikken er uanset hvad fremragende, og musikere såvel som
sangere er i verdensklasse.
Anden Påskedag stod Staatsoper for undertegnede
belyst i et helt andet nostalgisk skær, end det som bygningen selv udstråler;
da var Rosenkavaleren i Otto Schenks
iscenesættelse på plakaten, og netop denne opsætning blev transmitteret til
dansk fjernsyn engang i 1990’erne og var min
første Rosenkavaler. I en skuffe
ligger en slidt optagelse heraf på VHS, og det var den, der gjorde, at jeg som
gymnasieelev fik ørerne op for Richard Strauss’ toneunivers, og at denne opera
er og bliver en af mine yndlings. Det er på alle måder også en iscenesættelse,
der holder, fra førsteaktens intime fyrstinde-boudoir, til andenaktens svævende
borgerpalæ i let og lys rokoko og tredjeaktens hyggelige wienerkælderknejpe; her
er plads til den fint nuancerede psykologi, der er grundlaget for operaens
bittersøde handling og rige partitur, og selvom sangerbesætningen gennem årerne
naturligvis har skiftet (min slidte optagelse er med Felicity Lott, Anne Sofie
von Otter, Barbara Bonney og Kurt Moll), så virker denne opførelse hverken
støvet eller gammeldags på grund af sangernes store indlevelse og fine spil:
Martina Serafin er en meget moden feltmarskalinde, og Adam Fischer giver hende
fra dirigentpodiet al den tid og plads dette eftertænksomme, men også lidt
selvmedlidende parti kræver, så første akt trækker ud – og trækker tårer frem i
øjenkrogen. Elina Garanča har uden tvivl aftenens stærkeste, skæreste stemme,
der forlener Octavian med det rette mål af overmod og (over-)følsomhed, og Erin
Morley er en yndig og Sophie, der smelter alle hjerter. Det er klart kvindernes
aften, for selvom Wolfgang Bankls baron Ochs er upåklagelig (og underspillet
farlig, som en adelsmand fra 1700-tallet bør være det), så overskygges hans
stemme af selv et mindre parti som Ulrike Helzels Anina. Alt ender i idel lykke
– også for publikum.
Dagen efter, d. 7. april, er også en kvindernes
aften; det er bare ikke lykkens men ekstasens aften. Det er igen Strauss, der
fylder tilskuerrummet i en ny iscenesættelse af Uwe Eric Laufenberg: enakteren Elektra. Her er vi bogstaveligt talt
helt nede i kulkælderen; bagest er en åben kælderskakt fyldt med kul, i
kongesiden et flisebeklædt hjørne, hvor tjenestekvinderne indledningsvis kan
bruge vandtortur på andre kvinder i hvide kjortler, og mod damesiden to åbne
elevatorer à la dem på Christiansborg, der kan bringe Klytaimnestra ned til sin
hævntørstige datter og Aighistos op til sit endeligt. Fra da af, da hævnens
time omsider er inde, forvandles elevatorerne til en udstillingsmontre for de
mange ofre, dyr såvel som mennesker. Det er en klar og enkel iscenesættelse:
Elektra er iklædt jakkesæt for om ikke andet at give hende udseende af at være
en mand med mandhaftige længsler om hævn, Klytaimnestra et tyndhåret gespenst i
juvelglitrende gevandter, og da mordet på faren er hævnet, da Elektra ekstatisk
synger om jubel og dans, myldrer det ind på scenen med dansende unge par, håbet
om en fremtid. Først her knækker filmen for Laufenberg, for i denne vrimmel af
smukke, unge mennesker forsvinder Elektra, og Chrysothemis er alene tilbage på
scenen med mordvåbnet, øksen, som om hun nu skulle ville hævne at være blevet
svigtet af sin søster. Det er en blindgyde, for i Sofokles’ fortsættelse er den
myrdede Aighistos, som erinyerne nu kræver hævn over.
Denne detalje fortaber sig dog i den ekstatiske
jubel over denne aftens pragtpræstationer: Wiener Philharmonikerne buldrer
træfsikkert under Mikko Francks eminente direktion, men giver også plads til de
valsetakter og legende træblæsere, som Strauss ikke kan afholde sig fra at
skrive ind i partituret som små kommentarer. Nina Stemme har i titelpartiet alt
– alt! – som dette næsten umenneskelige
parti fordrer, og jeg bliver ikke klar over, om det er hende eller min egen
ekstase, som en ældre herre foran mig vender sig for at bemærke, da jeg næsten
skriger mig hæs i brava-råb, for alt drukner i salens tordnende begejstring.
Var hun ikke ganske træfsikker i Bartoks Hertug
Blåskægs Borg i Operaen i oktober i fjor, fordi hun ikke kender dette parti
så godt endnu, så er hun det i sandhed denne aften! Hun flankeres – meget
passende – af endnu en svensker, nemlig Anna Larsson som Klytaimnestra, og
vokalt falder mor og datter i denne sammenhæng ikke langt fra hinanden; Larsson
er også frygtindgydende i sin præstation. Gun-Brit Barkmin som Chrysothemis har
sødme, men en ikke mindre stærk og kraftfuld stemme, og selvom mændenes parti i
denne opera er mindre, så holder både Falk Struckmann som Orestes og Norbert
Ernst som Aighistos publikum i et jerngreb i den korte tid, hvor de er på
scenen. Det burde måske mane til eftertanke, at man reagerer med en sådan jubel
over en antik hævntragedie i et ekspressionistisk tonesprog, men helt impulsivt
kan man ikke holde jublen tilbage, og man svæver fra Staatsoper med et
overstadigt smil om munden. Apfelstrudel
mit Schlagobers på Café Museum kan få en ned på jorden igen, for sådan er
Wien i en nøddeskal: Intet er så fornemt, så højtideligt eller så overvældende,
at der ikke er behov for den sanselige, jordnære nydelse i kaffe og kage, og
jeg gentager dette efter et besøg i Musikvereins Gyldne Sal – der må have
verdens bedste akustik – min sidste aften i Wien. For denne gang.
SvarSletBredband
http://comfiller.se/bredband/
Please Click below website here & Get information about Bredband.