Den
jyske Opera triumferer med opsætningen af Madama
Butterfly; februar 2016
Det metaforiske udsagn,
at en sommerfugls vingeslag i en regnskov på Brasilien kan forårsage en orkan i
Texas, bliver gribende konkret i Den jyske Operas opsætning af Puccinis opera
fra 1904. Portrættet af geishaen Butterfly
kan i hænderne på den rette sopran sammensnøre struber og kalde tårer frem i
øjenkrogen, og en sådan sopran har man fundet i koreanske Hye Won Nam. Hun
udstråler en så ydmyg sødme med en så stærk og smidig stemme, at hendes
fortvivlede flaksen ind i den altfortærende flamme blæser publikum bagover, og
et stormende, jublende bifald rejser sig, da hun træder ind på scenen efter
tæppefald: Bravissima!
Rammen om denne sommerfugls skæbne er ganske
enkel – ellers havde operaen næppe heller virket så stærkt: Et traditionelt
japansk hus med vægge og skydedøre af træ og papir. Væggene er bemalet med
fugle, så man skulle tro, det var Johannes Larsens værk, men fanget i flugten
understreger de kun, at geishaen ikke kan undslippe, fordi hun så
betingelsesløst dedikerer sit liv og sin kærlighed til den amerikanske
flådeofficer, Pinkerton. Instruktøren Stephen Barlow viser dette i en meget
smuk personinstruktion; den amerikanske verdensmand, B. F. Pinkerton, ter sig
fra begyndelsen arrogant og uden hverken respekt eller interesse for den kultur
og de skikke, der hersker omkring ham. Han opfører sig hjemmevant, smider om
sig med penge, lader hånt om al høflighed, og det understreges kun af konsulen,
Sharpless’, upåklagelige og afdæmpede opførsel. Spændingerne mellem de to
bliver et helt sluttet drama i sig selv. Alligevel lader Barlow Pinkerton blive
ramt af Butterflys uskyld og sødme, og han står handlingslammet og betaget, ja,
forelsket over for hende i første akts store, afsluttende duet (en slående
kontrast til Den jyske Operas forrige turnéopsætning af Madama Butterfly fra 2002, hvor instruktøren Uwe Schwarz uden at
skele til musikken nærmest lod Pinkerton voldtage sommerfuglen). Barlow lader
ham vende tilbage til scenen til allersidst – tids nok til at se Butterflys
selvmord – forfærdet og angrende, og man tror ham rent faktisk. Stillet over
for den styrke og selvbeherskelse, som Butterfly møder nyheden om hans svigt
med, gør det ham ikke til et mindre dumt svin, end han normalt fremstilles, men
Barlow løfter sløret for en mere nuanceret og troværdig psykologi, i og med
denne Pinkerton således udvikler sig igennem operaen.
Til trods for Barlows fine blik for detaljerne
i sin elegante instruktion, så undgår han ikke at snuble få gange, før opsætningen
når i mål. Man må anerkende hans vilje til at ville se nye aspekter af
handlingen, f.eks. at lade Pinkerton åbne sig som et følsomt menneske, men det
er ikke uden problemer. Slutbilledet er gribende, når Pinkerton falder sammen
over Butterflys lig og sønnen i det samme træder ind; for ham vil faren for
altid være skyldig i morens død efter dette første møde. Det kunne sagtens have
været opnået, selvom sønnen havde været på scenen tidligere, at man først ser
drengen i de sidste sekunder forstærker ikke klimaks yderligere, men Barlow
lader kun Butterfly fremvise et fotografi af drengen på det højdramatiske ”E
questo? E questo?”, og det er et antiklimaks af format. Det er muligvis
originalt, at drengen tilsyneladende triller ind bold ind fra kulissen, men det
er at have opgivet instruktionen på forhånd, ganske som det latterligt, når
Butterfly tiltaler ham direkte, men igen kun har drengens fotografi ved hånden.
Hun er fortvivlet, ikke debil! Efter nynnekoret er det også en dramatisk
falliterklæring kun at lade Butterflys utålmodige og fortvivlede venten
afspejle sig i en videoprojektion af et oprørt hav, for selvom det er, hvad
orkesterets intermezzo afspejler, skal teatret synliggøre og mime ikke forfalde
til filmens (billige) tricks af sammenklipning. Barlow giver Butterfly al den
ro til eftertanke og forberedelse, som partituret fordrer, og hun har på dette
tidspunkt endnu ikke opgivet håbet, om at Pinkerton vender tilbage til hende.
Det er dog småting, som man tilgiver, fordi de tydeligvis ikke er gjort af ond
vilje, men er udtryk for et oprigtigt ønske om at aflure operaen så mange
detaljer som muligt – og mange som der er, så er det en næsten umenneskelig
opgave. Barlows instruktion har i forvejen øje for det meste ved Puccinis geni.
At opsætningen løfter sig til en triumf over
mange ellers fremragende oplevelser allerede i denne sæson (Jenufa, Kvinden uden Skygge, Boulevard
Solitude) skyldes ikke kun den subtile iscenesættelse, men navnlig
solisterne. Hye Won Nams på en gang stærke og sødmefyldte stemme flankeres i
stort set alle partier – store som små – af fremragende sangere: Magnus
Vigilius, der er kendt og elsket på Fyn fra Den fynske Opera, og som forrige år
vakte opsigt ved at vinde tredjeprisen i Lauritz Melchior-konkurrencen, har en
rank, slank og prægtig tenor; han slynger tonerne i Pinkertons parti ud med en
sikkerhed og skønhed, som jeg ikke mindes at have hørt hos nogen dansk tenor
nogensinde (ikke på scenen i alt fald). Morten Frank Larsen synger som i 2002
Sharpless, og det er igen en gave, at denne stjerne fra The Met og Staatsoper i
Wien vil turnere rundt i Danmark og med så fint spil og så skarpsleben en
stemme portrættere en ædel, men forsagt karakter; han er fantastisk! Lucia
Servoni løfter partiet som Butterflys kærlige, ærlige og trofaste kammerpige
Suzuki op i samme liga som de andre sangere, kun Christian Damsgaard skuffer
fælt ved at overspille som den sleske ægteskabsmægler Goro.
Sommerfuglen Hye Won Nam er nævnt, men hun kan
ikke nævnes ofte nok, så vidunderligt hjertegribende er hendes præstation. Hun
får dog støtte af en sommerfugl mere, for selvom dirigenten Christian Kluxen
ikke umiddelbart ligner en sommerfugl (husk dog, at H. C. Andersens ”Sommerfuglen”
også er en han), så påvirker hans slag alt og alle. Han har overblik over
Puccinis rige partitur, og det er ikke hans fejl, når en fløjte pludselig intonerer
forkert; hans præcision er knivskarp, og han giver sangerne plads til at
udfolde sig. Han er medvirkende til, at ikke bare slutscenen men hele
opbygningen til Butterflys selvmord griber publikum i struben. De nervepirrende
pulsslag i musikken giver gåsehud og åndenød, Butterflys søvngængeragtige beslutsomhed
og heftige udbrud fremkalder tårer i øjnene, så man ved tæppefald er helt ør og
ude af sig selv. Heldigvis er vinteraftenen uden for Odense Koncerthus kold og
rolig, så den indre storm kan lægge sig – både d. 16. og 18. februar, for denne
opsætning er intet mindre end triumf, som man bør unde sig selv at blive revet
med af mindst én gang. Hvis man kan få billet til at opleve en ægte
sommerfugleeffekt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar