Af børn og fulde folk

 Livstidsgæsterne på Betty Nansen: livsklogt og kosteligt morsomt. D. 26. september 2020

 

Jeg er sgu min egen!, proklamerede Daimi i 1967 med Klaus Rifbjergs ord, og det mantra vil de fleste velsagtens gladeligt skrive under på i individualismens helligholdte navn i det Herrens år 2020, hvor troen på, at vi er hver vores unikke jeg, behersker alt andet. Men hvem kender egentlig sig selv godt nok til at kunne proklamere sin selvstændighed så skråsikkert, og er man nu også helt sin egen, helt fri for påvirkning fra nogen eller noget? Har man fantasi til at standse op og stille sig selv dette store spørgsmål, risikerer det at blive altomkalfatrende (og er måske det, tiden kræver af os), og har man dramatikeren Line Knutzons vidunderlige fantasi, bliver svaret, at ingen er én, men at man i sig har flere personligheder, der spilles ud mod hinanden, og som på skift dominerer hinanden i løbet af en dag. Denne grotesk knopskydende og filosofiske tanke kommer der stor, stor komedie ud af, når Knutzon omsætter idéen til scenen.

Hovedkarakteren i Knutzons Livstidsgæsterne kommer aldrig på scenen, men hun (for den mandlige overbo lægger undervejs an på hovedpersonen) har i sig seks monstrøse personligheder: ”Sindets sanselige småborger”, ”Den temperamentsfulde fortrængnings-mester” og ”Sjælens triste vicevært”, ”Kynikeren”, ”Den ambitiøse” og ”Voksenlivs-mimeren”. De skal forsøge at holde hinanden i skak, at holde hinanden nede og holde hinanden ud, og det bidrager til såvel stor komik som ditto eftertænksomhed. Nogle gange lykkes det de seks at holde én nede: Komedien begynder med, at de fem skal afdække en lugt af ”gammel ost blandet op med sok og smurt ind i løg”, og den viser sig at komme af, at kynikeren, kampbegejstret iført stålhjelm!, har undertrykt småborgeren i halvandet år, fordi hun ikke kan komme sig over, at de solgte den andelslejlighed i 2004. Den ville være 4 millioner værd i dag!, som småborgeren understreger. De fleste gange ender de modstridende viljer dog i interne skærmydsler og løber efterfølgende ud i sandet: Kynikeren fastholder sit politiske engagement og insisterer på at lære noget om Kina ved at læse en tyk (!) kinesisk roman (typisk Knutzon er såvel forfatter som titel fiktiv), men så falder de fem andre i søvn eller i staver over de mange kinesiske sted- og egennavne, for hvilken af Monaco-prinsesserne er nu den yngste? Den ambitiøses gennemgående ambition er at få et bidet, viceværten skriver det bare ikke ind i referatet. Den temperamentsfulde truer med øretæver, hvis nogen udtrykker ønske om at åbne e-boks, og bryder fuldstændig sammen og får mareridt, da ”der er gået hul på e-boksen”, og papiret vælter ned over scenen. ”Voksenlivs-mimeren” forsøger at spille glad, men kan ikke håndtere at være den, der skal tage telefonen, når Holdnings-Claus ringer, for hvordan skal man forholde sig til en, der har SÅ mange holdninger? Nemmere er det, når der er nyt fra festudvalget - der er bare aldrig nyt fra festudvalget…

Tiden er som i Knutzons Snart kommer tiden også en væsentlig faktor i denne komedie. Selv hvis man føler sig i balance med sine indre stemmer (?), så har alle oplevet, hvad de seks livstidsgæster undervejs opdager, nemlig at der pludselig - til trods for en fælles beslutning om at leve i nuet! - er gået to år eller endda syv år, uden at nogen har lagt mærke til det. De har anlagt fuldskæg eller har gået med det samme håbløse pagehår uden et sekund at overveje, om det nu klæ’r dem, og selvom kynikeren mener at vide, at ”døden er en mand. Han hedder Mikael. Han er grafisk designer og bor på Østerbro,” så er de mærkeligt nok ikke enige om, hvorvidt de nu overhovedet skal tænke på døden. De indre stemmer er ikke udtryk for skizofreni, selvom det måske kan lyde sådan, snarere for, at den usynlige hovedkarakter er som et barn, der pludselig er fanget i en voksen krop og undrende stirrer ud på verden omkring sig. Men af børn (og fulde folk) skal man som bekendt høre sandheden, og som svar på spørgsmålet om, hvem man er, bør man huske at reagere med undren og sund mistro, for hvem er det, der siger, man skal lade sig styre af den nyeste boligindretning eller politisk korrekthed, økonomi, god smag eller andres forventninger? Måske kejseren (eller Holdnings-Claus) virkelig ikke har noget på, og så skal man turde sige det!

Livstidsgæsterne er en komedie til tiden. Den afslører, hvilket net af divergerende holdninger, materielle krav og idealer for venskab og menneskesyn vi har bundet os selv ind i, uden at give noget bud på, om vi skal løsne nettets greb om os, eller om vi skal erstatte det af noget andet, så publikum får noget at tænke på, når latterkramperne har fortaget sig. Desuden er der fart over feltet; der er elementer af både revy og farce i komedien, og den vil appellere bredt, når den forhåbentlig kommer til at gå sin sejrsgang over hele landet. Elisa Kragerup har iscenesat med eminent sans for de seks karakterers individualitet og deres samspil; det er en centrifuge af energi, som suger publikum til sig, og står eller sidder de stille på scenen, er der stadig en nerve, der sitrer, og får en til at klukle. Karin Gille har stået for de armygrønne/brun-beige-kedelige kostumer i en kukkassescenografi, der enkelt lukker publikum længere og længere ind i den ukendte hovedkarakters sind, smukt flankeret af Troels Møllers lysdesign og Christian Alkjærs lyd.

Forestillingen kunne naturligvis ikke forløses så formidabelt uden seks skuespillere, der virkelig formår at leve sig ind i én del af en karakter og blæse den op, så den kommer ud over rampen: Xenia Noetzelmanns let nasale accent kombineret med hendes ranke højde giver hende den rette mængde arrogance som kynikeren, der ikke har meget til overs for nogen af de andre - slet ikke småborgeren, som Maria Rossing forlener med lige dele bly sødme og indædt harme og raseri. Hun er slet og ret mesterlig i rollen! Det samme er Ena Spottag, der gør fortrængningsmesteren til en kamplysten, aggressiv bulldog, indtil katastrofen rammer, og hun bliver en apatisk modløs og medynkvækkende skødehund. Niels Ellegaard, hvis komiske talent landets revyer har nydt godt af i årevis, er som sjælens triste vicevært lattervækkende selvudslettende og tilbageholdende, men han har samtidig naiv selvtillid nok til at sætte underpunkter på punkterne i sin dagsordenen, og det giver hans karakter en dybde, der rækker ud over de ret så flade revykarakterer, man har set ham i. Elliott Crosset Hove er påtaget glad som den usikre voksenlivsmimer og formår dog som den eneste at undre sig over viceværtens system af underpunkter, mens Tryggvi Sæberg Björnssons ambitiøse yngling er både smart selvsikker levemand og en kryster, når noget banker på (så besvimer han for et godt ord). Samspillet mellem de seks individuelle dele af et individ er måske det mest beundringsværdige: De er hele vejen igennem en enhed, et ensemble, og man tror på dem og oplever dem som én (dysfunktionel) karakter. Kan man ikke genkende sig selv i denne ukendte karakter, så kan man kende billedet af indre splittelse, og det er virkelig velgørende at se denne fremstillet som en komedie, ikke som en social tragedie. Af børn kan man lære meget, bl.a. at fastholde fantasien og sætte billeder på verden omkring - og i - os, og den evne har Line Knutzon gudskelov i behold. Det kan man kun tænkte taknemmeligt på i de mennesketomme gader på Frederiksberg denne aften, da forestillingen er forbi klokken halv ti.