Den
glade enke
valser igen på Den fynske Opera. D. 5. september 2020
Udfordringen
i Den glade enke fra librettisterne
Viktor Léon og Leo Stein til Franz Léhar synes at have været, hvor mange
ørehængere komponisten kunne fylde ind i handlingen, inden helten frier til
heltinden. Handlingen i den elskede operette baseret på et skuespil af Henri
Meilhac (det er også ham med Frk.
Nitouche) er i alt fald såre simpel, næsten banal: Grev Danilo skal
erkende, at han ikke længere bærer nag til sin ungdomskæreste Hanna, fordi hun
svigtede ham og giftede sig med en gammel våbenfabrikant, da Danilos familie
ikke kunne acceptere forbindelsen, og at han nu, hvor Hanna er en hovedrig enke
med efternavnet Glawari, ikke tager
hende for pengenes skyld. Hele operetten handler altså om, at helten skal sige
de tre små ord: Jeg elsker dig. Det er pakket ind i nogle morsomme, erotiske
forviklinger, der udspiller sig i Paris på ambassaden for den fiktive stat
Pontevedro, og som alle lette komedier og farcer kræver det stort skuespiltalent
at få disse intriger og forvekslinger til at flyde frit og vække publikums
latter. Lykkes det ikke (og det gør det ikke altid), så lykkedes det Léhar at
tage udfordringen op og levere det ene hit efter det andet til den fjollede
handling; få operetter - og deri består vel Den
glade enke’s uopslidelige styrke - har så mange indsmigrende, smægtende og
medrivende duetter og soli, og hvis blot musikken spiller og sangerne ikke
synger falsk, hvad kan så gå galt?
Det er en genopsætning af Den glade enke fra 2017, der nu valser i
det nymalede Flodbio, hvor Den fynske Opera har til huse. Forestillingen
markerer på festlig vis, at der er en ny ledelse i operaen; Ida Fogh Kiberg er
kunstnerisk leder, og Kim Bakdal Jensen er administrativ chef, og det tegner
meget lovende. Et gennemarbejdet sæsonprogram, der også byder på Rossinis Askepot og Poulencs La voix humaine, blev på trods af Covid19 præsenteret i foråret, og
det er en virkelig god idé at begynde med en genopsætning af Den glade enke. For det første er det en
populær forestilling, der vil sælge mange billetter, for det andet er det en
meget elegant produktion, og de skønhedsfejl og vildskud, der var ved premieren
i 2017, er fjernet eller skåret bort: Der tales ikke ned til publikum, når
rammen om forestillingen præsenteres, for det er indlysende at intrigen om at
hente Glawaris millioner hjem til fyrstendømmet passer ind i tiden efter
børskrakket i 1929. Rigtige dansere - the
Foxy Ladies - er indforskrevet, så koret kan koncentrere sig om at synge,
og Katrine Gattrup, Elisabeth Renée Sejbak, Line Janning-Thorup og Helena Dong er virkelig foxy, og de kan virkelig
danse, så det er en FEST, da cancan’en fra Maxims møder op.
Genopsætningen er også et
gensyn med Rikke Juellunds flotte og helstøbte scenografi: En imposant trappe
ved bagvæggen leder ned mod oval catwalk, der udgør scenen. I begge ender er
der en trappe op til denne oval, og i midten af den er et hul, hvor Jakob Beck
sidder ved klaveret, Astrid Mikaelyan trakterer violinen og Kirstine Elise Pedersen[1]
celloen. De spiller let, smukt og dansant, og Beck har stadig overskuddet til
at agere den filterfri pianist, der kommenterer og stiller de rigtige (og det
vil som oftest sige de forkerte) spørgsmål til handlingen. Scenografien
indbyder altså til en dynamisk, helstøbt forestilling med musikken i centrum,
og det får man. At den er garneret med Birgitte Nisbeths fabelagtige
charleston-kostumer (alle, der har fulgt Downton
Abbey på TV, ved, hvor eksklusive disse ellers enkle kjoler kan tage sig
ud) og understreget af Suni Joensens lyssætning, bidrager kun til successen.
Sangerne i de bærende
roller er alle uden undtagelse også de samme: Kiki Brandt synger Valencienne,
og hendes stemme synes umiddelbart at have fået en mindre skarp, blød og mørk
klang; hun er en fornøjelse at lytte til. Mathias Hedegaard supplerer hende
smukt som Camille de Rosillon (han kæmper måske lidt i højden, men synger
uanfægtet, og så bemærker publikum det heller ikke), og Jesper Buhl er den
evigt uforstående og naive ægtemand i deres trekant. Anders Skov Madsen prøver
som Njegus at holde styr på intrigerne og ikke mindst at holde dem ude fra
hinanden, men det komiske i karakteren træder først frem, da han slapper af i
rollen; den gakkede gangart har han, mimikken behersker han, tonen lige så, man
skal bare frem til anden akt og hans entre i lyserødt tylskørt, før han er et
med rollen, og det kan derfor kun blive en fornøjelse at se ham ved de næste
forestillinger. Generelt er det forestillingens ene store svaghed, at
skuespillet ikke falder let for sangerne: De sagte replikker snuppes af eller
siges for lavt, spillet mellem sangerne virker iblandt kunstigt og stift, når
der ikke synges. Det er sangere, der står på scenen, ikke skuespillere, og det
er meget svært at spille let komedie, så det ses.
Til gengæld får man så,
hvad man køber billet til: en operette sunget som operette, og synge kan de
alle. Ikke mindst de to bærende partier forvaltes med stor akkuratesse: Thomas
Storm er en drenget og charmerende grev Danilo (han er nok den, der bedst evner
at løfte skuespillet), Mette-Maria Øyen er en skær og skøn Hanna Glawari, og
hun har en røst, der river alle med. (Nogle af publikummerne river det så meget
med, at de tror, de skal sidde og nynne med på hver eneste sang, de kender, og
det skal man ikke! Det giver ikke sangerne den plads og respekt, de fortjener, og
desuden er det pinligt, når man dermed afslører, at man ikke engang kan nynne
rent…) Den glade enke er en evigtgrøn
hitparade, og på Den fynske Opera præsenteres den i en meget elegant indpakning
med dygtige sangere og kompetente musikere, så den er bestemt et gensyn værd.
Man må klaske sig på lårene af grin ved en anden lejlighed og nøjes med det
lille, lune smil - og så må man hellere vugge med i valsetakt end synge med…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar