Richard Strauss’ Elektra er en triumf! Operaen d. 25. marts 2023
Af
de hundredvis af tragedier, der blev skrevet i antikkens Grækenland, er 32
bevaret, og blandt disse er der én komplet trilogi, Aischylos’ Orestien,
der handler om, hvad der hændte kong Agamemnon, da han kom hjem efter krigen i
Troja (hvis drabeligheder man kan opleve på Betty Nansen Teatret et par uger
endnu): I hans fravær havde hans hustru, Klytaimnestra, taget sig en ny
ægtemand, Aigisthos, og sammen dræber de Agamemnon i badekarret. Herefter
hævner sønnen Orestes fadermordet med modermord, hvilket han i tredje og sidste
del renses for i en retssag, der i påfaldende grad minder om den slags
retssager, borgerne i det atheniensiske demokrati selv førte i det 5. årh. f.Kr.
Desuden er to tragedier over myten om Elektra, Orestes’ hævngerrige søster,
bevaret, en af Sofokles og en af Euripides, så myten var populært stof. Disse
to tragedier er vidt forskellige; provoen Euripides vender tingene på hovedet
og fremstiller Aigisthos som en from mand, der myrdes midt i en offerhandling,
og Klytaimnestra forsvarer sig så renfærdigt med Agamemnons egen utroskab som
hjemmel, at enhver nutidig kvinde ville istemme et søsterligt ”Me too!”
Euripides efterlader publikum med spørgsmålet om, hvad der er retfærdigt, for
de svar, der gives i tragedien, klinger hult. Sofokles’ version lægger sig i
kølvandet af myten, som vi i øvrigt kender den, og har et mere traditionelt
verdenssyn.
Måske
det skyldes den rige overlevering fra antikken, at Hugo von Hofmannsthal lod
sig inspirere til også at skrive en Elektra i 1903. Den er primært
baseret på Sofokles’ version, men von Hofmannsthals tragedie afspejler (selvfølgelig),
at den er skrevet i hans tid, i begyndelsen af det 20. årh. og i Freuds kølvand,
og myten om den mykenske kongedatter er bare rammen om en historie om
forkvaklede forhold mellem børn og voksne, incestuøse forhold og traumatiserede
sjæle. Richard Strauss så tragedien, og han indså straks, at Elektra måtte
blive en opera, og at von Hofmannsthal var den librettist, han havde drømt om
at finde. Strauss’ ekspressive mesterværk forlener von Hofmannsthals ord med en
psykologisk indsigt, som de færreste digtere kan fange med ord, og som endnu
færre sceneinstruktører er i stand til at begribe, men selv en halvblind høne
kan finde et korn eller to.
Den halvblinde høne er på denne
premiereaften Dmitri Tcherniakov. Han omplanter oftest – uden skånsel – en hvilken
som helst operahandling til en genkendelig og hyperrealistisk hverdag, og i
dette sammenstød kan der opstå magi. Han overfører Tchaikovskys Eugen Onegin
til en slidt og pauver sovjetrussisk ramme med så latterlige, larmende og dumme
provinsboere, at den åndfulde Tatjanas synes endnu mere udsat, og hendes skæbne
bliver derfor kun mere gribende, og han gør alle karaktererne i Mozarts Don
Giovani til medlemmer af en mafia-familie med kommandanten for bordenden.
Herved får forførerens oprørs- og frihedstrang det lutrende skær af retfærdighed,
han burde have for moderne, ikke-troende mennesker. Den (mildest talt)
dysfunktionelle familie i Strauss’ Elektra omplanter han her til en stor
(!), fornem herskabslejlighed med indbyggede reoler og stuk på loftet. Her går
mor og datter hinanden på nerverne; Klytaimnestra ved hver dag at holde hof for
sine gamle, sladrende, men støttende veninder, Elektra ved at gennemføre sit begravelsesritual
for faren med sine gyngeheste og legetøjshunde – og en legemsstor dukke af
faren. Chrysothemis lider under denne nervekrig, og det er et under, at hun trods
alt har kærlighed nok til at blive for at passe på sin begyndende demente mor.
Til sidst forsøger
Tcherniakov sig med et coup de theâtre: Da hævnen er fuldbyrdet, får
publikum i tekstdisplayet besked om – og selvfølgelig er det ’Breaking News’ –
at en massemorder er flygtet, og at han allerede har myrdet 18 kvinder ved at
give sig ud for at være i familie med de dræbte. Så får Elektra og Chrysothemis
samme tur med kniven som Klytaimnestra og Aigisthos, og de bliver alle fire placeret
i et grotesk stilleben på stolene omkring spisebordet. Det er latterligt og
afslører kun, at Tcherniakov ikke kan høre, hvordan Agamemnon-motivet som det
allersidste drøner gennem kapellet, for at fortælle at hævnen er fuldbyrdet, og
at der ikke blot er begået tilfældige mord, men det er en bet til ham, ikke til
forestillingen i øvrigt. Dertil har der undervejs været for megen gåsehud over
sangernes præstation og for meget neglebidning over Det kongelige Kapels mesterlige
spil.
Det er Thomas Søndergaard,
der med klartskuende og køligt overblik styrer Kapellet igennem Strauss’ sublimt
monstrøse partitur. Han er fuldkommen rolig, og han tøver aldrig; hans tempi er
beherskede, så alle nuancer, dissonanser, vekslende rytmer og lyriske passager,
træder skarpt frem. Men drønene buldrer, når de skal. Alle partier – alle! – er
fornemt besat, fra Signe Sneh Durholm over Frida Lund-Larsen, Elisabeth Jansson,
Hanne Fischer, Melissa Baug og Louise McClelland Jacobsen til de tre store
kvindepartier: Lise Lindstrom er noget nær den ultimative Elektra; hendes
stemme er skær og lys som en ung piges, men hendes traumatiserede sjæl høres i
det mørke dyb og de skarpe, skingre toner, der løfter sig umenneskeligt højt over
orkesteret. Psykologisk har Tcherniakov ramt hende på kornet, når hun korthåret
og rank stolprer rundt i sin fars tøj og trænger truende ind på livet af sin
søster; overgrebet er det sprog, hun har lært at tale, og hævnen er hendes indbildte
udfrielse. Det er et frygtindgydende klimaks, da hun forbander sin søster for
ikke at ville hjælpe hende i ugerningen. Chrysothemis forlener Elisabet Strids
stormende sopran med al den desperation og uspolerede længsel og godhed, der
holder hende fanget i morens hjem, og moren selv, dronning Klytaimnestra, er i
Violeta Urmanas krop og stemme et febrilsk, vanvittigt dyr i fangenskab, som
man på en gang føler trang til at ynke, og hvis styrke man frygter og gyser
ved. Johan Reuter er en mørk og truende Orestes, hvis psyke Peter Konwitschny fangede
bedre i sin opsætning af Elektra i Operaen i 2005, da han lod ham maje
alle – fra cykelbude til skolebørn og husmødre på indkøb – ned i sin blodrus,
end Tcherniakovs ynkelige tildigtning. Der er noget Barnaby-absurd over
sluttableauet her, men den absurde krimi-humor klæder ikke von Hofmannsthal og
Strauss’ tragedie; de afdækker i større alvor, hvad der lurer bag borgerskabets
pæne facade end mordsagaen fra Midsomer nogensinde har gjort.
Da jeg straks efter tæppefald skynder mig den
lange vej fra Operaen (jeg skal nå et tog), møder jeg en aldrende herre i
garderoben. Hovedrystende siger han: ”Det var dog en forfærdelig forestilling!”
Jeg har ikke tid til at svare, men nej, det er det ikke; psykologien og den musikalske
fremførelse sender en rystet ud i forårsmørket. Vi må ikke lade os påvirke af instruktørers
kreative hybris, for den kan aldrig overskygge et mesterværk, når det formidles
– som her – i verdensklasse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar