Aida skuffer fælt. Operaen d. 11. marts 2023
Der
er udsolgt til opsætningen af Verdis Aida denne vinterkolde lørdag i
marts. De fleste kommer nok for ”den, de kender”, uden tanke for de lyriske,
stemnings- og landskabsmalende passager, der er i Verdis vekslende og rige
partitur. Alligevel er der enkelte ledige steder i parkettet, og nogle kommer enten
i sidste øjeblik eller for sent og vises ind efter ”Celeste Aida”. Det skyldes
velsagtens den kamp, det er at finde ud til Operaen; stor gåafstand, sen og
langsom kollektiv trafik og dårlige parkeringsforhold (i alt fald for elbiler).
Det føles som en ørkenvandring, navnlig når det er mørkt, koldt og blæsende.
Hvad værre er, så er
Annabel Ardens iscenesættelse af Aida en ørkenvandring. Der sker stort
set intet på scenen, der bortset fra enkelte rekvisitter (et podium, et bord,
en seng (?), en enkelt stol og to firkanter oven på hinanden) er helt tom.
Dertil kommer de efterhånden obligatoriske videoprojektioner af krigshandlinger
på bagvæggen og en række hængte soldater under triumfmarchen. Men det er, hvad
man får, til trods for programnoternes betoning af, at Arden ”er særligt kendt
fra teaterverdenen” og ”for sin kollektivistisk tænkende arbejdsmetode”, og at
teatret på sin hjemmeside kalder iscenesættelsen ”markant.” Havde
personinstruktionen været skarpere, kunne man have levet med det
camouflagemønstrede bagtæppe som eneste kulisse, nu sidder man og drømmer sig
tilbage til Mikael Melbyes smukke scenografi, der indviede Operaen tilbage i
2005; her spejlede kolossale søjler, store vægmalerier og stjernehimlen over
Nilen partiturets rigdom og var på den måde en oplevelse. Jeg er ikke fortaler
for uambitiøse historiske iscenesættelser (dem man stopfodres med i biograferne
fra The Met), men jeg vil gerne i teatret – og opera er teater – for (også) at se
noget. Ardens vildeste træk er i første akt at lade Radamès rejse sig fra
Amneris’ seng, men om det nu skyldes, at helten bare er let at manipulere med,
om han føler sig tvunget til at sove med prinsessen, eller om han blot er en
postmoderne mand, der nu engang tager den kvinde, der byder sig til, det står
hen i det uvisse, og det er ikke med til at farve trekantsdramaet gennem
forestillingen. Fire såkaldte dansere flintrer forvirrede rundt på scenen i
alle scener, men de forstærker ved deres tilstedeværelse kun instruktørens manglende
evne til at få karaktererne og dramaet til at leve, og forud for triumfmarchen
vandrer operakoret bogstaveligt talt frem og tilbage over scenen – fra højre
til venstre og tilbage igen – dét er niveauet.
Oaserne i opsætningen er
sangerne, Det kgl. Operakor og Det kgl. Kapel. Mest svalende er Operakoret –
specielt når de synger bag scenen, og deres stemmer rejser sig som de palmer og
pyramider, der ikke er på scenen – og Kapellet, åh, her rejser Nilens
vande sig, aftenvinden køler og stjernerne tindrer under Paolo Carignanis
prægnante ledelse, bravissimi tutti! Luk øjnene og drøm jer væk, når der nu
intet er at se på! Miriam Clark synger titelpartiet, og hun har en smuk stemme,
men har ikke styrken til at løfte sig over kor og orkester, og hendes elskede
Radamès (hvad hun nu end ser i ham - eller han i hende for den sags skyld)
synges flot, men ikke mere af Samuele Simoncini. Han mangler pondus, og det
virker – groft sagt – ikke som om, at han har overskud til både at skulle synge
og agere på scene. Bedst er Raehann Bryce-Davis som Amneris; hendes mørkt glødende
timbre har al passionens og Egyptens hede, og hun formår faktisk – selv da hun
sidder på den ene stol og overhører præsternes dom over Radamès – at agere og
udtrykke følelser med sin stemme. Måske man bør tage højde for, at helten og
heltinden er de mest kedelige i hele Verdis oeuvre, han er svag og splittet,
hun er så selvmedlidende og frygtsom, at det ikke er til at bære, og kun
Amneris gennemgår en udvikling, der gør hende til en dramatisk karakter. Det
undskylder ikke Ardens tusinder af fejlgreb – eller snarere manglende greb – om
operaen; i hendes hænder er og bliver den en ørkenvandring.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar