Visionsløs iscenesættelse af Manfred Trojahns kraftfulde enakter Orest. Gamle Scene d. 29. september 2024
Det
begynder med et skrig. Et hjerteskærende, uhyggeligt skrig i bælgmørke. Så
kommer stemmerne; erinyerne, der hvisker eller råber eller hvisler Orestes’
navn igen og igen til spindelvævsfint, ildevarslende akkompagnement af strygere
fra loftet, fra balkonerne, fra graven. Et varsel om det gys, der (måske) venter.
Den tradition for
dramaopførelser, der opstod i Athen i slutningen af det 6. århundrede f.Kr i
forbindelse med den store Dionysos-fejring i marts måned, var båret af musik.
Aulosspilleren (aulos: en dobbeltfløjte) forlod aldrig scenen, og
replikkerne var på vers og derfor mere sang end tale, så det var ikke grebet ud
af det blå, da opera som genre opstod i renæssancen i forsøget på at genoplive
det antikke drama. Da dramaopførelserne i Athen indgik i en konkurrence mellem
tre digtere, der hver bidrog med tre sammenhængende tragedier og et satyrspil –
en tetralogi – ligger det lige for at sammenligne med melodigrandprix, om end
der er mere på spil i Aischylos’, Sofokles’ og Euripides’ dramaer end i ”Vi
maler byen rød”… Af disse hundredvis af tragedier, der gennem årene blev
skrevet til dionysosfesten, er størstedelen gået tabt. Tragedierne var kun
beregnet på at skulle opføres den ene dag i marts, og først da Athen havde
udspillet sin rolle som stormagt, Alexander den Stores rige opstået og gået til
grunde, begyndte man rundt omkring i den græske kultursfære at genopsætte Kong
Ødipus, Medea og de andre dramaer, der i dag har klassikerstatus,
fordi deres psykologiske portrætter og almengyldige dilemmaer stadig er
dugfriske 2500 år senere. Af disse tragedietrilogier er én lykkeligvis bevaret,
nemlig Aischylos’ Orestien, der består af tragedierne Agamemnon, Choephorerne
og Eumeniderne. Trilogien fra 458 f.Kr. behandler opgøret i Mykene efter
Den trojanske Krig, hvor Klytaimnestra med elskeren Aigisthos dræber sin
sejrrige mand, kong Agamemnon, hvorefter datteren Elektra med sønnen Orestes
hævner mordet, inden den sidste tragedie behandler dilemmaet, om Orestes skal
straffes for det ugudelig mord på sin egen mor eller gå fri, fordi han fulgte
gudernes bud og straffede morens lige så unaturlige mord på sin egen mand.
Aischylos fremstiller
dilemmaet som en retssag, hvor gudinden Athene er forsvarer, og hævngudinderne,
erinyerne, er anklagere. Orestes går fri, fordi stemmerne for og imod
frifindelse står lige; sådan var græsk praksis i samtiden, og dramaet kan
derfor læses som en accept af gudernes ret til at gribe en og omgøre
menneskelig lov. Men præcis 50 år senere tager Euripides dilemmaet op til ny
behandling i sin tragedie Orestes: Her er det guden Apollon, der som en deus
ex machina griber ind, da der falder dom over Orestes og Elektra, inden
Orestes når at fortsætte sin desperate blodrus og dræbe også Helena,
Klytaimnestras søster, hvis skønhed forårsagede krigen i Troja.
Det er Euripides’ tragedie
Orestes, som den tyske komponist Manfred Trojahn har baseret sin opera Orest
på. Operaens persongalleri og ikke mindst slutning er dog radikal anderledes
end hos Euripides; flere karakterer er skåret væk i operaen, og slutningen er
ændret, så Orest når at dræbe Helena, inden hendes datter, Hermione, som
Orestes ifølge myterne blev gift med, får hævneren på andre tanker. Er det en
bedre slutning? Hos Euripides klinger Apollons løsning hul, og den løser ikke
det moralske dilemma mellem pligt og personlig overbevisning, som tragedien i
øvrigt skildrer, og den dirrende spænding, fanger Trojahns åbne slutning ikke.
Trojahns libretto mangler også Euripides’ dynamik mellem karaktererne,
spændingskurven og publikumsappellen, for Apollons indgriben hos Euripides er
tænkt som et oplæg til publikum, borgerne i det atheniensiske demokrati, der
stiller spørgsmålet: Hvad ville vi gøre? Karaktererne hos Trojahn synger stort
set kun i monologer; de er så optaget af deres egne problemer, at de nok taler
til hinanden, men de lytter aldrig og taler aldrig sammen, og dramaet kvæles af
disse endeløse tirader.
Musikken er derimod
fremragende! Orkesteret er stort som i Richard Strauss’ Elektra, hvis
libretto kan ses som forgængeren til Orest, og Trojahn stjæler som en
mester. Ikke kun størrelsen på orkesteret er nogenlunde ens, også det
ekspressionistiske klangbillede går igen, fornemmelsen af tonalitet under
virvaret, og der er tydelige ekkoer af Strauss, når der synes ”Allein!” eller
”Orest!” Der er stor rigdom i partituret, og chefdirigent Marie Jacquot leder
Det kgl. Kapel med overblik og overskud, så alle detaljer træder frem. Sangerne
er desuden mesterlige: Christoph Pohl synger titelpartiet med en styrke og stor
skønhed, der er svær at forene med det nedbrudte menneske, han skal
portrættere. Elisabeth Jansson er forrygende (som altid), Ida Falk Winland har
som Helene så skøn en sopran, at den og ikke hendes udseende er årsag nok til
at sende 1000 skibe i krig, og Caroline Wettergren slægter hende på som
datteren Hermione; også hendes sopran er skøn og stærk, om end mere sval.
Måske det skyldes
librettoens svagheder, at Kasper Holtens iscenesættelse er fuldkommen
uinteressant og langtrukken, men et faktum er det, at Holten ikke bjærger nogen
af de skatte fra orkesterhavet, som Trojahn i sit visionære partitur har
spottet. Der er den vanlige tro på i samarbejdet mellem Holten og scenograf
Steffen Aarfing, at en realistisk, men symbolbåret ramme kan bære dramaet, og
det kan den ikke. Scenografien forestiller et stort, åbent kontor med
gigantiske panoramavinduer - hvad end et kontor så har med modermord og psykiske
traumer at gøre – panoramavinduer, der som i opsætningen af Don Carlos
bruges til at projektion af billeder, her Klytaimnestras ansigt, der forfølger
Orest i drømme, og blodet, der sprøjter, da Orest skærer halsen over på Helena.
Det er banalt. Der kommer ingen dynamik ud af spillet mellem karaktererne,
tværtimod går de rundt i hver sit indelukke: Elektra har tics, Menelaos er en
ufølsom hærfører, der dog begynder at samle affald sammen, Apollon er en
spradebasse i glimmer, og Helena er dum nok til at sætte sig på en stol for at
vente på at blive slået ihjel. Alle andre flintrer ind og ud. Opsætningens
dramatiske spændvidde rækker altså ikke længere end til at lade karaktererne
fremstå som ensomme, psykisk ustabile personer uden evne til at interagere; der
er intet blik for de rigdomme af psykologiske nuancer, der i dramaets forhistorie
eller i partituret.
Midt
på scenen hænger en stor genstand, som man kan gætte på, hvad forestiller (hvis
man gider). Måske er det en kvindetorso. Den er ikke græsk, hverken arkaisk
eller klassisk, den er amputeret som de endnu levende karakterer og som
iscenesættelsen. Kun det indledende mørke med skriget og det afsluttende mørke
med et par ensomme lommelygter ud mod publikum fungerer. Her inddrages publikum
i den skræk og gru, i de sjælelige dybder, operaen portrætterer, her indfanges
sanserne, som musikken appellerer til. I arkæologien efterlader man altid dele
af de store, arkæologiske udgravninger til eftertiden, hvor teknologien er
blevet bedre og arkæologers viden vokset, så de uudforskede dele kan få
mulighed for at tale bedre til nutiden. Det samme gælder denne opsætning: Man
burde have ventet med at præsentere Manfred Trojahns Orest, til man
havde en instruktør, der kunne bjærge flere skatte ud af partituret.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar