Nøgne som maddiker

 Urpremiere igen: Lukkede døre af Niels Marthinsen. Den fynske Opera d. 25. oktober 2024

 

Der sker noget på Den fynske Opera. Det går ikke stærkt, men langsomt spirer operaen i den gamle biograf ved Munke Mose: Der er kommet ny kunstnerisk leder, Eva-Maria Melby, der er kommet et tekstanlæg over scenen, og der er denne aften, hvor endnu en urpremiere finder sted i Odense, kommet nye stole til publikum. De er – selvfølgelig – røde, de har høj ryg, og sædet tilpasser sig ens stilling. De er altså meget behagelige, og de er – uden dermed at sige noget negativt om aftenens forestilling – en medvirkende årsag til, at enakteren på 100 minutter flyver afsted.

                      Det er ikke alle de operaer, der har set sit første lys på Den fynske Opera, som man husker med glæde. Navnlig en står prentet i hukommelsen som et skrækkeligt miskmask og tidsspilde – uanset hvor god vilje der var bag værket. Og det, som den seneste urpremiere, Grønnere end græs, forsøgte at sige om menneskets paradoksale selvoptagethed og frygt for de andres blik, lykkes det Tine Topsøe, der har fået idéen til forestillingen, og komponist Niels Marthinsen at sige meget skarpere med denne nye opera baseret på Jean-Paul Sartres 80 år gamle enakter, Lukkede døre/Huis clos. Det er herfra, den berømte replik, at ”helvede, det er de andre”, stammer; uden at foregribe digital overvågning eller social medier (den idé fostrer George Orwell fire år senere i romanen 1984) har Sartre i dette drama blik for, hvor frygtelig og opslidende konstant overvågning er. En ad gangen lukkes karaktererne ind i det rum, der udgør scenerummet, og døren lukkes efter dem. Tre er de: kvindemishandleren og desertøren, Joseph Garcin, den lesbiske postarbejder og selvmorder (og morder?), Inès Serrano, og barnemordersken fra overklassen, Estelle Rigault.

                      Rebekka Bentzens scenografi forestiller et enkelt og altmodisch hotelværelse i brunt: Brune træpaneler på væggen, brune møbler med beigefarvet – beskidthvidt – betræk, brune blomster på tapetet omkring kaminen. På langvæggen fører de automatiske døre ud til en gylden, og dog lukket og klaustrofobisk gang. Men ud over dette bedagede udtryk noget er galt: Der er ingen vinduer og ingen spejle, der er ingen senge. Replikkerne forstærker dette indtryk; personerne omtaler sig selv i præteritum (”Jeg var…”), og da Garcin ankommer, spørger han efter ”marterpælene, jernristene, de glødende tænger.” Inès tager straks Garcin for at være bøddelen, men vi skal langt frem i handlingen, før det siges utvetydigt, at personerne er i helvede, hvor de vil pine og plage hinanden til evig tid. Bentzen udtaler i programmet, at inspirationen til scenografien er hentet fra 1970’ernes kommunistiske Østeuropa, og det er meget rammende for nutidens forestilling om et bureaukratisk, umenneskeligt styre. Kun kunne man ønske sig, at det skrattende fjernsyn, der hænger i det ene hjørne, og som én gang med en reverens til Sartres egen tid viser et glimt af en fransk film noir, havde haft en berettigelse og været skærmen til jorden, når karaktererne standser op for at iagttage, hvad der nu sker blandt deres efterladte, frem for det blå lys, der ellers holder dem fast i disse momenter. Kaminen forbliver uoptændt og mørk, selvom alle tre karakterer klager over varmen – og det er måske mere uhyggeligt.

                      Ateisten Sartre sender ikke sine tre karakterer til helvede for at lade kristen dogmatik straffe dem for deres forbrydelser. Sartre er eksistentialist, og hans hensigt med dramaet er at sige noget om de levende, om den menneskelige eksistens: Garcin, Inès og Estelle straffes for ikke at have været bevidste om konsekvenserne af deres valg. Sartre mener, at mennesket er fordømt til frihed, fordi der ingen gud findes, men derfor er mennesket også forpligtet over for alle andre mennesker, for hvis de valg, det frie menneske træffer, skal have nogen værdi, skal valget også have værdi for andre. Valget er eksemplarisk, men den detalje har de tre ikke forstået. De tænker – selv efter døden – kun på sig selv. Derfor er de andre et helvede, og de tre ureflekterede egoister må leve med skammen at være udstillet for hinanden og ikke at have andet at tage sig til end netop at se på hinanden hele tiden. Parallellen til sociale medier er slående, men så meget realitetssans har karaktererne dog, at de tilstår alt om sig selv for hinanden, at de viser sig ”nøgne som maddiker” for hinanden. Det er ikke noget kønt syn.

                      En raffineret pointe ved Sartres helvede er, at det aldrig holder op. Det er ”For evigt!”, medmindre man gennem sit valg sætter sig fri. Der ligger en stor humor i, at de tre karakterer ikke har indset dette, og Garcins sidste replik lyder: ”Vel, så fortsætter vi.” Et muntert tema – nærmest bare en lille trille – følger replikken til dørs, hvorefter lyset på scenen går ud. Det er pianisten Louise Schrøder, der folder Marthinsens partitur ud. Hun sidder i baggrunden og falder i et med den brune væg (inden forestillingen begynder, får man den tanke, at det må være en dukke, der sidder der, og det havde også været raffineret, hvis musikken var kommet fra et andet sted i rummet), ganske som Marthinsens musik falder i et med den tragikomiske handling.

Niels Marthinsen udtalte i forbindelse med premieren på sin forrige opera, Snehvides spejl fra 2010, at opera for ham er pop! Partituret er også meget let at lytte til: De samme rytmiske motiver går igen og igen og understreger, at på Hotel Helvede ændrer intet sig. De understreger også, at karaktererne psykologisk og eksistentielt sidder fast, selvom der til hver knytter sig nogle klange, der er med til at tegne dem som individer. F.eks. er der i Garcins indledende monolog nogle umiskendeligt sydamerikanske rytmer, der markerer, at han er fra Rio. Man ønsker inderligt, at partituret snarest bliver skrevet ud for en større besætning end soloklaver, så alle nuancer kommer med, og flere lag i musikken afdækkes.

Gentagelserne er monotone og enerverende – det kan pop jo være, og dette er jo helvede! – men partituret er iøvrigt så rigt og varieret, at gentagelserne snarere løber som en understrøm, end de er det bærende i forestillingen. Til gengæld er popregisteret en udfordring for sangerne. Ikke for David Danholt, der synger Garcin; hans tenor er fortsat fyldig, rund og klangfuld, og han bevæger sig frit mellem høje og lave toner. Men sopran Julie MeeRa som Inès og mezzosopran Nanna Bugge Rasmussen som Estelle folder kun for alvor deres stemmes fylde ud, når de får lov til at løfte den højt op over hinanden. Navnlig i passagerne, hvor alle synger samtidig, viser de, hvor dygtige de er, og det er nærmeste det eneste, der trækker ned i en bedømmelse, at partituret ikke er tilpasset sangerne, eller at de rigtige sangere ikke er valgt til partituret. Talentet er der ingen tvivl om – MeeRa har bevist det i andre sammenhænge på Den fynske Opera – og de kan alle agere sig helt ind under huden på en: Danholt forlener Garcin med underspillet fejhed, MeeRa er kynisk, men sårbar, og Bugge Rasmussens skrøbelighed dækker over en afskyvækkende egoisme. Det er Tine Topsøe, der også har instrueret, og det er en meget berigende og vellykket forestilling. Der bliver hos en i dagene efter og får en til at overveje, om helvede virkelig er de andre, eller om det er en selv, der ikke har truffet de valg, der gør det muligt uden betænkeligheder at vise os for hinanden nøgne som maddiker.