Den
jyske Operas charmerende opsætning af Puccinis La Bohème i Odense d. 29. oktober
Edward VII skal
angiveligt have svaret, da han blev spurgt, hvilken opera, der var hans
favorit: ”La Bohème!” Den nysgerrige
udspørger ville så vide, hvorfor det forholdt sig sådan, hvortil majestætens
lakoniske svar var: ”Fordi det er den korteste!” Mon dog ikke den charmerende
og kvindeglade konge alligevel også er blevet rørt af Puccinis sanselige musik
og har knebet en lille tåre for de elskende bohèmer under Paris’ tage? Det er
svært at lade være; så kontrastrig og medrivende som Puccinis musik er, er det
endnu aldrig slået fejl (dette er min fjerde Bohème), at jeg ikke lader mig bevæge og småtuder, når Mimi atter
kommer ind i handlingen kun for at dø i armene på sin elskede. Det er en meget
simpel handling, dybt banal endda, men musikken tager handlingen alvorligt og
følger bohèmernes skæbne trofast, og dét virker – hvilket forklarer, hvorfor
der tredje aften i træk er udsolgt i Odense Koncerthus til endnu en opsætning
af Puccini La Bohème.
Det er også en meget charmerende og fejende
flot opsætning, som Den jyske Opera turnerer landet rundt med; det er faktisk
imponerende, hvad de to spaniere, scenografen Ricardo Sánchez Curda og
instruktøren Alfonso Romero Mora, får ud af den lille scene, der er til
rådighed. Det har nærmest karakter af dukkespil, når væggene i kunstnernes
loftskammer vendes og illuderer skorstensrygende og vindueslysende parisiske
huse fra 1890’erne, og når disse skubbes rundt mellem koret i anden akt for at
illudere gademylderet juleaften, føler man sig som et lille barn, der
beundrende står og trykker næsen flad mod ruden ind til butikkernes
juleudstilling. Fejende flot er det, og det bidrager til den munterhed og
julestemning, der vitterligt er i
operaens første og anden akt, og som bør være der for at danne klangbund for
Mimis død. Det bliver aldrig rigtig sørgeligt (selvom musikken er så
manipulerende, at man godt kan græde endda), hvis ikke vi griner med de
pjankede kunstnerspirer, og det gør vi her, for der er virkelig sjov og ballade
i Moras instruktion; det er ikke overspillet pudekamp eller duel på ildrager,
vi ser i denne opsætning! Måske det er skuffende, at tredje akt ikke formår at
udnytte kulisserne så godt som anden akt – her har spanierne tilsyneladende
resigneret og accepteret det absurde i, at sengen og staffeliet fra
kunstnerkollektivet må stå midt på gaden for at være klar til at blive trillet
på plads til fjerde akt – men at se hele scenebilledet ændre sig og igen blive
det kolde loftskammer er vaskeægte teatermagi og hurra for den! Det har været
karakteristisk for alle opsætninger under Annilese Miskimmons ledelse, at hun
tror på teatret og ikke har noget ønske om at intellektualisere eller skære
noget ud i pap for publikum.
Scenografi og instruktion alene gør
selvfølgelig ikke denne opsætning så vellykket. Sangerne er også alle
fremragende, og tyske Michael Balke overrumpler med sin ublu direktion: Han
indleder fra første tone en kærlighedsaffære, une affaire du coeur, med Odense Symfoniorkester – ganske som Mora
og Curda med opsætningen giver sig hen til publikum – og lokker smægtende toner
frem i et sensibelt og nuanceret spil. Det er nok aftenens største kunstneriske
præstation (specielt hvis man ved, hvor nemt det er at høre, når Odense
Symfoniorkester har en dårlig dag), selvom ingen af sangerne blegner i
orkesterets skær: Sydkoreanske Jung Soo Yun klinger i mellemlejet varmt og
bredt som en ung Pavarotti (han har bare ikke dennes styrke i højden), rumænske
Gabriela Istoc er en ung og uskyldig Mimi med en perlende og piget røst, og polske
Katarzyna Mizerny tager som en fandenivoldsk og livsglad Musetta publikum med
storm! Mest betagende er dog Waltteri Torrikas smukke og stærke baryton; den
forlener Marcello med en ung og sund sult, der gør ham til den mest muntre og
sorgløse af bohèmerne, og det er ren fryd at høre ham! Simon Duus’ Colline er
langhåret, men hans stemme fejler intet, og Thomas Storms baryton er køn, men
som Chaunard har han en tendens til at overspiller. At nogle stemmer overdøves
af orkesteret skyldes alene den uhensigtsmæssige brug af Odense Koncerthus som
operascene, for orkesteret sidder som en fjerde brandmur i kunstnernes
tagkammer lige foran scenen. Det gør dog ikke noget; selvom dødens mørke skygge
hvilker over operaens slutning, går man ad snørklede omveje (den gamle P-plads
ved koncerthuset er ét stort hul – et forvarsel om den orkestergrav, der vil
være at finde i det ny teater- og musikhus, der skulle færdig i 2018) med et
stille smil på læben: Uanset udfaldet smiler man ved at tænke tilbage på en
forelskelse – det må selv en konge gøre – og denne opsætning er virkelig til at
forelske sig i.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar