Udkantsopera

Eminent opførelse af Leos Janaceks Jenufa på Den jyske Opera d. 22. august 2015

Folketingsvalget i juni afslørede angiveligt et skel mellem hovedstaden og provinsen. Hvorvidt og hvori denne forskel mellem storby og land i det lille kongerige består, kan det blive ret omfattende at komme ind på, sandt er det vel nok, at de landsdækkende medier alle taler fra hovedstaden og sjældent har blikket rettet uden for København, selvom det er mere end 100 år siden, byens volde blev revet ned. De resterende landsdele besøger man kun, hvis københavnske meningsdannere, journalister og smagsdommere har brug for en kulisse, der smager af det øvrige Danmark. Det handler imidlertid udelukkende om taletid, for provinsen kan selv; kigger man på operascenen, er det i disse år provinsens ofte interimistiske operakompagnier, der tager teten. Den fynske Opera har netop vundet en Reumert for årets opera – velsagtens også en belønning for DFO’s utrættelige indsats for ny opera – og Den jyske Opera har præsenteret stribevis af danmarkspremierer eller gensyn med skammeligt overset operamesterværker de seneste år. Denne sommer bød på Jenufa af Leos Janacek, som operachef Annilese Miskimmon har et kærligt øre til, og selvom budgettet ikke var til mere end tre opførelser af operaen, så var det pragtopførelser – scenisk såvel som vokalt.

                      Miskimmon har selv sat i scene, og med kærlig hilsen til sin fødeø har hun flyttet handlingen fra et udkantsområde – Moravien i Tjekkiet – til et andet, nemlig Irland i tiden op til Første Verdenskrig. Påskeopstanden ligger derfor som en truende grundtone i horisonten, selvom handlingen er et drama af privat og ikke politisk karakter: Jalousi, barnemord og bitre skæbner får alene personerne i operaen til at leve og gribe. Scenografien og hele iscenesættelsens ånd er naturalistisk (her er noget til dem, der bilder sig ind, at de ikke bryder sig om moderne iscenesættelser), men Miskimmon illustrerer ikke bare handlingen som en middelmådig, idéforladt instruktør, hun udnytter hele den palet af fordømmende katolicisme, indestængte længsler og overtro, som rammen giver hende. Det kræver talent for både skuespil og sang hos sangerne, og det er en uforlignelig gruppe stjerner, der er samlet til lejligheden. Klarest stråler Gitta-Maria Sjöberg som plejemoren, der af lutter godhed dræber titelkarakterens uægte søn, så de ikke skal leve med skammen; hun bevæger sig ubesværet fra de højeste toner i rædsel, da et gardins spøgelsesblafren sender kuldegysninger helt ned blandt publikum, til afmægtig hvisken. Sjöberg, der tidligere var en nattergal blandt de nu tilbageværende krager i ensemblet på Den kgl. Opera, portrætterer en kvinde, der er skræmmende stærk i sin ensomme integritet og rørende svag som angrende synder, og hun er synligt rørt over den jubel, hun belønnes med af publikum. Jenufa synges af irske Sinéad Mulhern, som måske skal synge sig varm, men hvis stemme besidder en varm og gribende styrke, da hun til sidst – mærket af sorg over sit mistede barn og dog inderligt – tager imod frieriet fra den mand, der har arret hende fysisk og afskåret hende fra den mand, hun elskede. Disse to mænd, der (med Ditlevsens ord) bestandig krydser hendes vej, er halvbrødre og begge tenorer. Den, der elsker hende, synges med smægtende, klingende varme af slovakiske Peter Berger, der også var med til at hæve DJO’s turnéopsætning af Katja Kabanova til skyerne, og danske Magnus Vigilius, som vi i flere sæsoner har kunnet nyde på Den fynske Opera, synger smukt og ubesværet partiet som den smukke, men drikfældige opportunist, Steva, som Jenufa elsker. Han synger bedre end mange i ensemblet på Holmen. Ulla Kudsk Jensen giver med sin stemmepragt bedstemoren Starenka et liv og en styrke, der rækker langt ud over det ellers beskedne parti, og man ønsker, Janacek havde skrevet flere scener til hende. Andre små partier er glimrende besat med sangere fra DJO’s kor. Den eneste svaghed ved hele iscenesættelsen er kombinationen af dirigenten Jaroslav Kyzlink og Aarhus Symfoniorkester; han har simpelthen for travlt med at afvikle orkesterpassagerne. Janaceks musik er karakteriseret ved en ekstrem lydhørhed for det tjekkiske sprog, så hvor sangerne har replikker, træder orkesteret i baggrunden, men det får al komponistens opmærksomhed, så snart sangerne tier, og dette understreges ikke tilpas. Instrumenter druknes i iver efter at holde et højt tempo, vi får ikke lov at høre, at man hos orkesteret kan finde årsagen til sammenligningen mellem Janacek og Puccini, for her er stemningsmalerier, naturlandskaber og sjælebilleder, der gør Janacek fortjent til at blive spillet meget mere verden over.

                      Dog, man tager begejstret og opløftet fra Aarhus! Man kan kun håbe, at Det kgl. Teater vil skæve til det mod, der udfolder sig på provinsens operascener både i valg af sangere og repertoire. Her sættes en standard af høj, international kvalitet, og man beder i sit stille sind Apollon mage det således, at Miskimmon kan tage springet fra Den jyske Opera til Den kongelige Opera, så udkantens rigdom i det mindste på ét punkt vil afspejle sig i hovedstaden.