Lars
von Triers Dogville uden kamera på
Odense Teater d. 25. maj 2016
Af frygt for
beskyldninger om at ligge under for Janteloven kan det i lille Danmark være
svært at kritisere dem, der er blevet et stort navn i udlandet, og som er med
til at kaste glans over vores lille dronningerige, for vi vil jo så gerne
bryste os af vores undseelighed og beskedenhed. Men måske er denne
tilsyneladende ydmyghed det, der egentlig bekræfter buddet om, at man ikke skal
tro, man er noget, og det, der holder dansk åndsliv nede, for hvis parnasset
bestræbte sig på at argumentere bedre, ville så netop ikke det gøre, at kritikken
blev konstruktiv og var med til at udvikle intellektet og stræbe efter et
højere stade, at kritikken ikke bare blev pillen-ned? Det ønske melder sig ved
mødet med Lars von Triers værker, for på den ene side må man overgive sig og
anerkende hans billedskønne billedmageri, og på den anden side spørger man sig
selv, hvad han vil med sit talent, hvad han har på hjerte og vil fortælle; er
han ikke bare provokatør af Guds nåde? Er det ikke bare blændværk og ligegyldig
metakunst? Har han overhovedet noget tøj på?
Spørgsmålene har i april-maj været aktuelle i
Odense, hvor Odense Teater har ladet Dogville
med de herostratiske kridtstregskulisser genopstå på en scene – dog nu uden
kamera. Er den historie ikke bare en Askepot-historie med dødelig udgang, fordi
den stakkels Askepot her tvinges til at udvikle et mere kynisk end kærligt syn
på tilværelsen? Altså en historie, som vi allerede kender, og som kun fortælles
for med en løftet pegefinger at fortælle, hvor afskyelige vi mennesker kan være
i al vores selvgodhed? Og mangler man ikke her operaens sang og musik for at
gøre melodramaet gribende, rørende og vedkommende? Jo, desværre. Undertegnede
har aldrig set filmen og kendte ikke plottets detaljer, men alt var som
forventet sidste spilleaften i Odense, intet fik en til at gyse nede i de røde
plyssæder, intet greb og rystede; man sad blot og beundrede instruktør Tue
Bierings sikre greb om historien i ni kapitler og en prolog, man blev blot
bestyrket i sin opfattelse af, hvor meget mere teatret kan end filmen, og hvor
betingelsesløst skuespillere kan give sig hen for publikums skyld. Altså
virkelig godt teater – men har nogen noget på (hjerte)?
Som der hos Trier altid er nogle stilistiske
virkemidler, der forankrer hver enkelt af hans film i sin helt egen æstetik og
viser tilbage til genren, der således altid har et metaplan (det håndholdte
kamera, farvefiltre, musicalen eller netop kulisser kun af kridtstreger),
spilles der her på det teatralske: Bag scenograf Nicolaj Spangaas
pulterkammerkulisse rejser sig ganske vist et bagtæppe påmalet den klippevæg,
som byen Dogville frygtsomt trygger sig op mod, men der er frit udsyn til
sidekulissens rå vægge og snorreværk. Alle skuespillere er til stede samtidig
og vender enten blikket mod eller væk fra hovedpersonen Grace, og skuespillerne
flytter selv rundt på lamper og mikrofoner, når illusionen om andre og mindre,
intime rum skal opnås. Skuespillerne skiftes til at være fortælleren, og syv af
de sytten skuespillere tager ens gummimasker på, når Vera og Chucks syv børn er
på scenen. En blæser flyttes ind og placeres synligt, når efterårsstorm og
snevejr kræves, kun savnes røde lamper for sammen med røgen at understrege den
ild, der til sidst fortærer Dogville. Det er uhøjtideligt og skaber nærvær til
publikum i salen, samtidig med at det understreger det lille samfunds indspisthed
og overvågende mistænksomhed og mangelfulde tillid.
Skuespillerne løfter alle de respektive rollers
opgave, dog – naturligvis – kun i det omfang, der er en rolle at tage på sig.
Flere af karakterernes psykologi antydes kun i replikkerne, så publikum
undervejs må fnise som til en tegnefilm, eller giver løfter om et talent, der
kunne udfolde sig helt i store, klassiske dramaer: Malene Melsen og Lars
Simonsens umage ægtepar, Chuck og Vera, efterlader en med ønsket om at se dem
gå virkelig til hinanden i Albees Hvem er
bange for Virginia Woolf?, Mette Maria Ahrenkiels underspillede fru Henson
kunne blive en Anna Sophie Hedvig, og
Githa Lehrmans selvretfærdige Mor Ginger ville blive mere hel og mindre giftig
som Dürrenmatts Den gamle dame kommer til
byen. Anders Gjellerup Kochs store talent er bevist ved store
stjernestunder på Odense Teater, dem og opsætningen af virkelige dramaer som
førnævnte kan man så sidde og drømme sig hen til, når man bliver spist af med
et filmmanuskript på scenen, hvor kun to karakterer virkelig folder sig ud:
Rikke Lylloffs Grace og Benjamin Kitters Tom. Lylloff har stadig et tonefald
som en opsætsig teenager, men i modsætning til Den Vægelsindede, hvis titelrolle hun spillede i efteråret, er hun
her nærværende, hun hviler i rollen og spiller ikke så anstrengt, som da hun
skulle agere morsom bipolar karrierekvinde i nævnte holbergpastiche.
Udviklingen til en grum hævnerske udebliver dog, men det er i lige så høj grad
manuskriptets skyld. Om Lylloff kan løfte titelrollen i Anna Karenina, når Odense Teater i den kommende sæson forlader
filmen for at sætte en stor roman i scene (sic!), er spændende. Benjamin Kitter
derimod har siden han viltert og umotiveret smed tøjet i Den Vægelsindede allerede i Spillemand
på en Tagryg bevist, at han kan mere, og ham glæder man sig til at se mere
til! Her portrætterer han smukt idealisten og romantikeren, der i sin skuffelse
ender med at gøre sig skyldig i voldtægt, hvilket han tilmed forsvarer.
Apropos voldtægt undrer man sig undervejs i de
105 minutters spilletid, om det er skuespillere eller instruktør, der midt i en
gennemført teatralsk scenografi og iscenesættelse som denne insisterer på, at
man ingen distance må have til kroppen, og at denne skal vises frit frem. Det
bliver ret komisk, og man har egentlig mest lyst til at kigge væk, når filmens (noget
drama er det altså ikke) mandlige karakterer med stor selvretfærdighed
voldtager Grace på skift og uden tøven trækker bukserne ned, mens Lylloff får
lov til at beholde i alt fald trusser på. (Mads Nørby går endda ugenert i bad
midt på scenen, men videre rækker hans talent for skuespil heller ikke…) Man
skal ikke være for blufærdig til at turde se en nøgen krop, det afslører
avisernes debat om badeforhold i landets svømmehaller kun alt for godt enighed
om, men bagefter kan man godt tænke, at det er, hvad publikum her får: Bar røv
at trutte i! Er Dogville, det moderne
eventyr om anti-Askepot ikke bare kejserens nye klæder? Der gives ingen
forklaring på, hvorfor Grace pludselig accepterer farens fordring om hævn, det
bliver et postulat, man højst kan tage stilling til, her er ingen selvindsigt
for publikum at hente! Det må være konklusionen, men instruktør og skuespillere
viser alligevel et fornemt talent for at optræde uden at have noget på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar