Eksotiske drømmerier

Diskret iscenesættelse af Léo Delibes’ charmerende Lakmé; Malmø Opera d. 19. oktober

Man kan godt gøre det tankeeksperiment udelukkende for refleksionens skyld, at den vestlige kulturs betagelse af fremmede, eksotiske kulturer fra 1700-tallet og frem er skyld i de sammenstød, der nu opstår i takt med, at verden bliver mindre, at vi lever tættere på hinanden og lærer hinanden at kende. Vi har hidtil hæftet os ved det ydre, det farverige og ekspressive, det, der tiltrækker sig opmærksomhed i litteraturen, på scenen, på filmlærredet; fremmede kulturer, som ren underholdning. Det er ikke antropologiske forklaringer, der er interessante, eller det almindelige, grå hverdagsliv i Orienten eller Østen, som de fleste lever, det er snarere drømmen eller fantasien, der kan lyse ind i ens egen trædemølle, der er det eftertragtede. Der er adskillige operaer fra slutningen af 1800-tallet, der vandt det bedre borgerskabs begejstring ved at udspille sig i fjerne, eksotiske miljøer; nogle blev varigt populære - Madama Butterfly er uopslidelig - mens andre er forsvundet ud i glemslens store, mørke pulterkammer igen, f.eks. Bizets Perlefiskerne. Léo Delibes’ Lakmé har ikke været opført i Skandinavien siden første halvdel af 1900-tallet, til trods for at både ”Blomsterduetten” og ”Klokkearien” jævnligt høres ved lagkagekoncerter og optræder på CD-udgivelser fra såvel etablerede som fremstormende sangere. Det er derfor i sig selv glædeligt, at Malmø Opera som sin første opera denne sæson har Lakme på plakaten, for det er ikke kun en inderligt charmerende, fransk opera, den er også psykologisk og kulturelt spændende undersøgelse af ovennævnte motiv: drømmen om det eksotiske.

                      Den britiske officer Gérald (librettoen er på fransk, derfor accenten) forelsker sig (som man nu forelsker sig i en opera) på et splitsekund i den unge Lakmé, datter af brahmanen Nilakantha, og hun i ham. Faktisk er han forelsket, allerede inden han har set hende, og det bliver aldrig en erotisk kærlighed, der drager de to mod hinanden; de besnæres alene af den andens fremmedhed og eksotiske kultur, og deres kærlighed forbliver en drøm, der ikke kan udleves, men det er den drøm, de elsker. For det første kan det ikke lade sig gøre, fordi han tilhører besættelsesmagten i Indien, og Nilakantha leder en oprørsbevægelse mod briterne, for det andet er deres kulturer så forskellige, at de er uforenelige, og de ved det begge: Når hun til slut spiser den giftige datura (på dansk pigæble, der er i familie med prydplanten engletrompet) er det af ædel, opofrende kærlighed, så han, der har krænket den indiske religion ved at nærme sig en præstinde, kan undslippe indernes dødsdom; hun har allerede forinden helbredt ham for et knivstik påført af faren, og nu er det hendes sidste ønske, at han, som hun har ladet drikke af flodens hellige vand, må leve videre, mens hun soner skammen med sin død. Han havde forinden besluttet at rejse bort og slutte sig til sit regiment. Gérald og Lakmé er således mere åndeligt beslægtede end egentlig elskende i deres hippieagtige flower-power-drøm om fred og kærlighed mellem mennesker, og det er forfriskende, alene fordi det er en utraditionel psykologi at forlene en operahelt og -heltinde med, og det er deres arier og duetter, der dominerer operaen, og en egentlig handling er der trods et alt for stort persongalleri slet ikke. Det bliver aldrig søgt, at de synger til hinanden om deres drømme, om ungdommens gud, der har forenet dem, og deres udødelige kærlighed, men det virker som et unødigt påhæng, at Géralds forlovede, Ellen, hendes veninde, Rose, og deres guvernante skal dukke op, nærmest blot for at publikum allerede i første akt kan finde ud af, at datura er en giftig plante - i Indien, men det må stå for librettisternes regning.

                      Instruktøren Nicola Raab tager ømt hånd om denne æteriske kærlighed og lader operaens optrin udspille sig som tableauer mod Anne Marie Legensteins betonscenografi: Scenebilledet ligner en nedlagt fabrikshal med jalousiporte og plasticforhæng, men et enkelt gyldent søjlekapitæl med rige blomsterrelieffer viser vej til en anden virkelighed bag de grå betonpiller, og når Gérald drømmer om Lakmés nærhed i arien ”Prendre le dessin d’un bijou” maler Martin Eidenbergers fantastiske videoer et gyldent, indisk tempel ud over væggene, og under ”Blomsterduetten” får Lakmé og veninden Mallika store, frodige blomster i blågrønne farver til at folde sig ud. Det er mageløst, det er forunderligt og henrykkende som at se juletræet stråle, og det understreger enkelt og smukt den længsel og de drømme, der bor i hovedpersonerne, og som ikke kan blive andet end drømme i den grå virkelighed omkring dem. Mindre fantastiske er tableauerne, når koret kommer ind ad jalousiportene og bevæger sig rundt i stift koreograferede mønstre, for derved mister operaen også noget af den eksotisme, der er i partituret, så denne kun betones i forholdet mellem Gérald og Lakmé. I tredje akt er koret selv blevet til videoprojektioner på væggene for at understrege, at de elskende har trukket sig helt tilbage i deres egen verden; koret træder først frem - nu uden kostumer og i hverdagstøj, et greb, som Raab også benyttede sig af i den Reumert-belønnede Otello, der til foråret igen kommer op på Operaen - da Lakmé dør og drømmen brister, så koret repræsenterer publikums sympati på scenen. At lade de to elskende synge til hinanden fra hver sin side af scenen, eller rettere at lade Gérald styrte fra Lakmé i modsat retning for at understrege, hvor uforenelige de er, er derimod et fejlgreb som at forklare pointen i sine egne vittigheder. Derudover er det en diskret og loyal iscenesættelse, selvom Eidenbergers videoer tager de fleste stik hjem.

                      Akustikken i Malmø Opera er fremragende. Det betyder ikke kun, at sang og musik let og tydeligt kan høres - og de fleste er bestemt værd at høre på - men også at en skoleklasse på balkonen, der ikke kunne tie stille, sidde stille eller lade deres mobiltelefoner være slukket, forstyrrede under hele forestillingen; en konstant summen indimellem afbrudt af højere udbrud fik en til at vende og dreje sig, som sad man i træk. Det kan undre, at ikke er en underviser, der beder dem dæmpe sig, men det er muligvis - undskyld fordommen - den svenske skoleopdragelse, der er sådan, og eleverne fik næppe noget ud af at blive taget med i operaen, når deres opmærksomhed var andetsteds. Det var ellers synd, for der var fremragende sangere på scenen: Malmø Operas kor er fremragende, helt på højde med Det kongelige Operakor på Holmen og - synes det - lige så stort. Taras Shtonda har som Nilakantha en frygtindgydende stentorrøst, Svetlana Moskalenko som titelkarakteren en klar, perlende og meget sikker koloratursopran, hun er henrykkende at høre på, og selv balkonen forstummer vist under ”Klokkearien”. Duetten med Matilda Paulsson er ligeledes underbar, mens Leonardo Ferrando ganske vist har en flot, rank tenor som Gérald, og selvom han aldrig lyder overanstrengt, er det tydeligt, at han skal anstrenge sig for at nå de høje toner. Blandt de mange sangere i det overflødige persongalleri skiller kun Jakob Högströms Frédéric sig ud, og alligevel er sang og musik nok det bedste argument for at tage turen over Storebælt og Øresund til Malmø - og selvfølgelig muligheden for at opleve en opera så sjældent opført, at ikke kun dens handling er eksotisk, men at operaen i sig selv også er det. Modet til eksotiske drømmerier er denne sæson lille på de danske operascener.