Guld og gys og kuldegysninger

Romerske skatte og russiske gys, d. 15. april 2018

Glyptoteket huser for tiden en storslået udstilling med den romerske sølvskat fundet i Berthouville i 1830, og den tager sig smukt ud i Vilhelm Dahlerups romersk inspirerede sale. Det overdådigt smukke sølvservice med rige, mytologiske motiver blev af Quintus Domitius Tutus skænket til Merkur i den helligdom, der lå på stedet i det 1. årh. e. Kr., og skatten vidner ikke kun om en from mands respekt for guderne, men om at luksus - også i antikken - ikke kun handlede om at vise, hvor formuende man var, men også hvor dannet man var. Udstillingen er således et blik ind i en samfundssfære, der ikke kun er fremmed for de fleste, fordi det romerske rige gik under for 1500 år siden, men fordi det er de færreste forundt - selv i velfærdsstaten Danmark - at drikke af så ekstravagante bægre, kander og fade. Den samme dannelse har heller ikke alle længere (nogle har slet ingen dannelse…). Man kunne få den tanke, at officeren Hermann i Pusjkins novelle ”Spar Dame” havde været forbi og her fået smag for det liv, han med sin officersgage aldrig ville kunne få adgang til, men som han for enhver pris vil have adgang til.

                      Tanken ligger umiddelbart for, når Glyptoteket befinder sig så kort vej fra Gamle Scene, hvor engelske Liam Scarletts ballet baseret på Pusjkins novelle for nylig har haft verdenspremiere, og den er fremragende; en helt ny helaftensballet til Den kongelige Ballet, der kan honorere Scarletts ambitioner og evner. Spar dame’s overdådige luksus består først og fremmest i overdådige optrin, medrivende dansere og en spændende historie, der er enkelt fortalt. I modsætning til Tchaikovskys opera Spar dame holder Scarletts ballet sig ret nøje til det litterære forlæg og gør protagonisten, officeren Hermann, til en desperat opportunist, der ingen midler skyr i sin desperation og efterlader et knust hjerte og liget af en oldgammel grevinde i sit kølvand, inden alt mislykkes for ham, og han bliver vanvittig. Det er en vild og skæv romantisk historie (novellen med en udpræget brug af ironi og anden fortællerdistance), og det er vildt og skævt og egentlig grotesk at opleve den unge, stærke Hermann i pas de deux’er med grevinden med den dystre hemmelighed om tre sejrende spillekort, for hun er måske spinkel, men afgjort hverken svag eller skrøbelig. Hun virker nærmest dæmonisk med sin hvidpudrede, skarpe profil, benede skikkelse og dog så stærke og elegante fremtoning. Man tvivler egentlig på, at hun lader skræmme af Hermanns pistol og derfor synker død om, man tror snarere, at hun hele tiden har været et gespenst, der nu endelig slipper for sit jordiske hylster og kan dukke op, når og hvor hun vil, og kun lade sig se af dem, hun vil ses af. Det er gysende godt, da grevindens katafalk til slut åbner sig og bliver det spillebord, hvor hun snyder Hermann, så han taber det afgørende spil og mister forstanden.

                      Hermann danses af Alexander Bozinoff med betagende styrke og stor elegance - navnlig scenerne med Alexandra Lo Sardos Liza, grevindens plejedatter, som Hermann bruger for at komme frem til grevinden og lokke hendes hemmelighed fra hende; han løfter hende, taber hende og griber hende i et tempo, der gør det lysende klart, hvorfor hun lader sig besnære af ham. At hun ikke taber hovedet, vidner om, hvor sikkert hun står - og danser - på sine egne ben. J’aime Crandall er den dæmoniske grevinde, der aldrig fortrækker en mine, men hvis ben og arme kun gør hende endnu mere utilnærmelig og skræmmende, men også fascinerende og dragende. Tobias Praetorius er grevindens barnebarn, officeren Tomskij, og han sætter ikke én fod forkert, hvorfor han er den, der muligvis får den små Liza til sidst, men det falder uden for ballettens handling.

                      Det er solodanserne og korpset, der løber med opmærksomheden, for ganske vist er Jon Morrells kostumer smukke og overdådige (om end handlingen ikke lader sig tidsfæste herudfra, for kjolernes snit såvel som herrernes jakker synes snart at høre hjemme i empire-tiden, snart i 1880’erne med slæb og tournure), men hans scenografi er så spartansk, at gør den det end muligt at skifte scene hurtigt og enkelt, så mangler den den elegance og glamour, som resten af forestillingen ejer. En enlig glødepære firet ned fra loftet understreger måske nok ensomheden i Hermanns isolerede værelse på galeanstalten, men minimalismen af flere glødepærer forlener ikke ballet hos Cekalinskij med hverken fest eller storhed.

                      Moderne og velfungerende er derimod musikken; med klangbund hos Tchaikovsky har Martin Yates skabt et smukt, dragende og helstøbt partitur i en instrumentation, der lyder af nutiden mere end 1820’erne eller 1890’erne. Man genkender enkelte temaer fra operaen Spar dame, men derudover er musikken hentet fra hele Tchaikovskys oeuvre, så han går som et spøgelse gennem orkestergraven og vækker både fascination, skræk, gru og lidelse til live hos publikum. Man kan undre sig over, at det samme tema fra Eugen Onegin skal åbne hver akt, og om ikke en mindre genkendelig melodistump kunne have vakt den samme følelse, men det er en uretfærdig anklage, når Yates’ arrangement alene er årsag til at gå ind at opleve balletten. Det kongelige Kapel under Vincenzo Milletaris ledelse bidrager til at fremmane musikkens syner og dansens dybe længsler. Der er garanti for både gys og kuldegysninger, så må man nøjes med guldet i dansen og musikken - eller på Glyptoteket.