lørdag den 12. januar 2019

Prima la musica


Beethovens Fidelio koncertant - som den bør være. DR Symfoniorkesteret d. 11. januar 2019

Tænk, om Mozart ikke havde haft Lorenzo da Pontes dramatiske geni som støtte for sine operaer! Selvom Mozarts øvrige operaer alene i kraft af deres geniale musik hæver sig op over samtidens øvrige musikdramaer og derfor også ville have haft et langt efterliv, så beror en operas succes dog på, om librettoen er dramatisk vellykket, og hverken Figaros bryllup, Don Juan eller Cosi fan tutte havde næppe været blandt de mest spillede operaer på verdensplan, hvis det ikke havde været for Mozarts samarbejde med da Ponte. Verdi, Puccini og Strauss vidste alle, hvor afgørende librettoen var for en operas succes, og stillede høje krav til deres librettister, og operaer af ellers store komponister - Schubert f.eks. - spilles sjældent, fordi plottet er svagt og ikke videre medrivende.
                      Det gælder også for Beethovens eneste opera, Fidelio, hvis svage libretto ikke blev bedre, selvom Beethoven kæmpede utrætteligt med den, så den findes i tre versioner og med hele fire ouverturer. Forvekslingsintrigen i første akt minder mest af alt om en vaudeville af Heiberg, et hverdagsdrama fra en bedsteborgers stue, og den har intet med hovedhandlingen - den uretfærdige og ulovlige fængsling af Leonores mand, Florestan, og hans befrielse - at gøre. Hovedhandlingen løser sig nærmest af sig selv i anden akt, så løst er dramaets knude, og vi synes ikke at være blevet klogere på nogen af operaens karakterer, så svag er psykologien. En instruktør ville føle sig fristet til at fylde mere på, og det ville ikke nødvendigvis være en forbedring (sic!), så langt bedre er det at opføre operaen koncertant som i DR Koncerthuset midt i januar. En lydefri, skarp og vittig tekst af Henrik Engelbrecht erstattede operaens talte dialog og udgjorde handlingsskelettet mellem arier, duetter, terzetter og ensembler, og Ghita Nørby, tronende på et podium i en solskinsgul kappe som var hun musernes muse, var fortælleren, så handlingen kunne ikke være i bedre hænder.
                      I centrum stod altså musikken: DR Symfoniorkesteret ledet af Manfred Honeck. Og hvilken musik er der ikke tale om?! Alene er den grund til, at operaen i ny og næ bør opføres, for den er en verden i egen kraft: Beethovens musik synes at være en studie i naturen; den bugter sig, skubber sig ind under sig selv og ud igen, rejser sig og styrter sammen som jorden selv, som klipper, som ædelsten eller mineraler. Honecks direktion blotlægger med en mesters præcision hvert lag, så det dufter af grøde, glimter eller truer; det er blødt og plastisk, kantet og uregerligt på samme tid, det er urkraften over dem alle: Længslen efter frihed og fremdrift.
                      Sangerne, der står foran orkesteret, er således træer eller blomster, der bæres frem af dette pulserende partitur: Sally Matthews’ Leonore er en slank, ubøjelig eg med en krone af svalende toner, der lægger sig over alle andre. Christina Landshamer og Robin Tritschler er som det unge par Marzelline og Jaquino frodige og stærke, men ydmyge vækster, og Christof Fischessers Rocco er en blomstrende, skærmende hæk. Shenyang er som skurken Pizzaro vel en invasiv art, men han lyder nu ikke lige stærk og grokraftig hele operaen igennem, mens Christian Elsners Florestan, den uretfærdigt fængslede helt, er fuld af styrke såvel som mildhed; en bøg ved siden af Sally Matthews. Dertil kommer DR KoncertKoret, hvis herrer i et smukt crescendo folder fangekoret i slutningen af første akt ud som de første, sarte forårsblomster, og som med korets damer runder operaen af i et berusende blomsterorgie.
                      Under fremkaldelserne er der endnu en blomst - en solsikke. Manfred Honeck lader længe vente på sig, og da han endelig træder ind med en flaske, bryder kor og orkester ud i ”Happy Birthday”; det er Ghita Nørbys 84-års fødselsdag. Da er publikums bifald taktfast og øredøvende, for nok stod musikken og orkesteret ved denne lejlighed forrest - og den har forrang i denne opera - men Ghita Nørbys sikre indlevelse gjorde alligevel historien nærværende, og det var måske aftenens største solistpræstation.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar