Lyset i horisonten

 Bohuslav Martinůs The Greek Passion er et værk til tiden. Musikhuset d. 23. august 2024

 

Det mest gribende (og irriterende) ved opsætningen af Bohuslav Martinůs opera The Greek Passion er en stor, rund lampe, der bagest på scenen lyser gyldent op. Som en sol i horisonten. En sol, der både lyser på karaktererne i operaen og på publikum i auditoriet, og den skærer i øjnene. Men dermed bliver publikum også inddraget i operaen, vi bliver en aktør i den dagsaktuelle handling om, hvordan vi behandler flygtninge. Selvom operaen er godt 60 år gammel, og selvom der er tale om en enkeltstående gruppe af flygtninge i operaen, er parallellen til nutidens flygtningestrømme fra Afrika over Middelhavet til Europa så indlysende klar - som solen - at det ikke skærer i øjnene, at flygtningene kommer i båd og er iført orange veste, eller at slutbilledet domineres af et EU-flag bag et højt pigtrådshegn. Det er billeder, vi desværre kender alt for godt, og det er vores fælles ansvar i spørgsmålet, der nager.

                      Det betyder ikke, at operaen, der her har danmarkspremiere, eller iscenesættelsen af den er moraliserende, for det er de ikke, den er bare aktuel. Handlingen udspiller sig i et lykkeligt, men meget lukket landsbysamfund i Grækenland, hvor den lokale præst, pastor Grigoris, i første akt uddeler rollerne i passionsspillet til den forestående påskefejring. Straks derefter forstyrres idyllen af bådflygtningene, og spørgsmålet om, hvordan man skal reagere og behandle dem, deler landsbyboerne. De, der er udvalgt til passionsspillet, bliver umærkeligt et med den bibelske karakter, de skal gestalte: den griske Panait bliver - selvom han modsætter sig rollen - forræderen Judas, den ydmyge Yannakos bliver tvivleren Peter, den lette på tråden, men opofrende Katerina bliver Maria Magdalena, og Manolios, der finder sig selv uværdig til rollen, bliver Jesus. Han går herefter forrest i forsøget på at hjælpe flygtningene og give dem af de lokales overflod, og han betaler prisen - som Jesus - da vreden til sidst løber af med Panait opildnet af Grigoris.

                      Den afgåede chef for Den jyske Opera, Philipp Kochheim, har iscenesat operaen på Theater Osnabrück (genopsætningen i Aarhus er ved Barbora Hamalová), og han har lagt mere vægt på det lukkede aspekt af den græske landsby end på ferieidyl og turistbrochurer. Uta Finks kostumer er såvel som møbler i første og sidste akt helt i hvidt, og scenen indrammes på begge sider af to store sætstykker, der er inspireret af de murede hylder i katakomberne, hvor de tidligste kristne samfund holdt til eller skjulte sig. De løfter sig over hver scene - og der er mange sceneskift igennem operaen - og mellem dem er bagest et plastikforhæng, bag hvilket solen lyser og båden dukker op. I tredje akt bruges forhænget effektivt, da Manolios i drømme hjemsøges af sin dårlige samvittighed, så selvom scenografien kan beskyldes for at være en forslidt og symbolmættet kliché, så har den også virkeligt originale og overraskende effekter, og Kochheims scenegang er - som altid - lige så lysende klar som solen i horisonten.

                      Martinůs partitur er lysende enkelt at lytte til. Det er ikke kompleks musik, og man kan ikke høre, at operaen er fra 1957, hvor Boulez og Stockhausen satte kursen for modernistisk musik efter Anden Verdenskrig. Her er melodiøse arier, lyriske, genkommende temaer og ikke mindst mange efterklange af folkemusik, navnlig hos koret. Koret spiller desuden en stor rolle både som flygtninge og som landsbyboere, og der er virkelig momenter, hvor det får hårene til at rejse sig i nakken på en. Solisterne er også - uden undtagelse - fremragende, men fremhæves bør navnlig James Edgar Knight, hvis smukke tenor forlener Manolios med både styrke og trods, Michael Ha, hvis tenor er endnu smukkere og lyrisk som Yannakos, og Amira Almadfa, hvis mezzosopran har en ganske beundringsværdig dyb og rolig varme, der klæ’r partiet som Katerina smukt. Hendes opofrelse er altid rolig og behersket, hun går aldrig martyrvejen. Stephanie Hershaws Lenio, Maniolos forlovede, har en ren og viljestærk klang med plads til en klædelig og interessant tvivl, da hun til sidst i trods gifter sig med Nikolios. Endelig bør Mikołaj Bońkowski som præsten Fotis, der ledsager flygtningene, fremhæves for sin slanke, lyriske bas og Sten Byriel for sin basbaryton, der synes stærkere, smidigere og fyldigere end nogensinde før. Han har i et mindre parti som en gammel mand blandt flygtningene et af operaens musikalske højdepunkter; hans lovsang af kampen for overlevelse og det simple liv er gribende.

                      Aarhus Symfoniorkester har næppe spillet meget Martinů før, men Andreas Hotz leder orkesteret sikkert igennem uden at løfte partituret til højderne. Det er også et meget diskret partitur - flere steder er der talt dialog og ofte meget lidt orkesterledsagelse i arier og mindre ensembler - men mellem scenerne er der malende mellemspil, der fastholder og sammenbinder handlingen og udfordrer orkesteret. Det er en opera i øjenhøjde med publikum, og lyset i horisonten gør det umuligt at slippe den.