En flov affære

 Kun få lysglimt i Den jyske Operas Don Juan. Carl Nielsen-salen d. 13. marts 2026

 

At Søren Kierkegaard (1813-1855) elskede Mozarts Don Juan er ingen hemmelighed. Han ikke bare elskede operaen, han lod sig inspirere af operaen til sindbilledet på en æstetiker, nemlig Johannes Forføreren, hvis dagbog indgår i gennembrudsværket Enten-Eller. Kierkegaards pendant til titelkarakteren i Mozarts opera er imidlertid heldigere end denne, for Johannes har held til at forføre Cordelia, den hjertenstro, mens det ikke lykkes don Giovanni at forføre en eneste kvinde gennem hele operaen. Han forsøger ihærdigt, men forsøgene forpurres, og det ligger der en vis ironi og humor i.

Mozarts opera har betegnelsen dramma giocoso, altså et (alvorligt) drama, men med humoristiske indslag først og fremmest qua tjeneren Leporello, hvis karakter har tråde tilbage til den snu/snedige slave i Menanders komedier i det 3. århundrede f.Kr. Det er altså ikke forkert at ville betone humor i Don Juan – det er helt, hvad Mozart og da Ponte ville – men det er en skæv tolkning udelukkende at ville gøre operaen til komedie, og Den jyske Operas turnerende opsætning er følgelig en flov affære. Latterbrølene udebliver, kun lidt pinlige smil og enkelte overraskelser bliver det til, og det er primært instruktørens skyld.

Svenske Dan Turdén har ikke mange ikke farver på sin instruktørpalet, og han har endnu mindre mod eller evne til at blande de få farver, der er. Alle forsøg på komik centrerer sig om to ting: at damerne løfter op i skørterne, og at mændene tager sig i skridtet. Det er niveauet. Under donna Annas store arie i anden akt er det varieret til, at don Ottavio kryber ind under hendes krinoline og er årsag til hendes koloraturer. Publikum ler kortvarigt og pligtskyldigt, men her viser Turdéns kun sin mangel på psykologisk indsigt. Enten er donna Anna opfyldt af sorg eller af skrupler over at miste fodfæste, for enten hader hun don Giovanni for hans overgreb og for mordet på faren, eller også hader hun ham for at have vakt hendes begær og for nu at længes efter sin forfører. I begge tilfælde er hun ikke i en mental tilstand, hvor hun ville indlade sig på cunnilingus (slet ikke med Ottavio…), og hendes opdragelse – hvis man ellers skal tillægge det anden betydning end pynt, at hun er i krinoline – ville på ethvert andet tidspunkt forbyde det. Selv komik kræver psykologisk fundament, og her gør Turdén vold mod værket i overbevisning om at appellere til publikum... Man må takke for tilliden!

Imidlertid kan Turdén nærmest gøre, hvad han vil, for ikke bare er librettoen nyoversat til dansk, der er også klippet en hæl og hugget en tå i partituret. Således er blandt andet hele den indledende scene, mordet på kommandanten, udeladt, og det medfører huller i publikums forståelse af handlingen gennem resten af forestillingen. Den jyske Operas nye mantra er ellers, at man synger på dansk for at lokke nye publikummer til opera, men at handlingen i øvrigt fortælles lineært og logisk betyder åbenbart ingenting for operanovicer. Desuden mangler Den jyske Opera et klart argument for, at sproget er det afgørende, når folk overvejer at indløse en operabillet. Det er denne aften i Odense næsten udelukkende det gråhårede publikum, der sidder i salen – de unge kærestepar kan tælles på en hånd – og oftest må man sande, at uden overtekster forstår man alligevel ikke, hvad der bliver sunget på scenen. Tonerne regerer over tydelig udtale, synges der på italiensk eller dansk. Hvad mere er, så skæmmer det Mozarts underskønne partitur at skulle tilpasse sig hårde, kantede, danske stavelser; når der snuppes endelser, er teksten stadig svær at forstå, og udtalen er uskøn.

Simon Duus, der med vanligt veloplagt scenetække synger Leporello på hele turnéen, er mand for den nye oversættelse af librettoen. Den er ikke uden charme, men den indeholder også flove floskler og platte stilbrud. ’Skiderik’ hører hjemme i Olsen Banden, ikke i Don Juan, for selvom Mozart ikke holdt sig tilbage for at bruge obskøne ord og pinlige platheder i sine breve, så modererede da Ponte sit sprog og tilpassede det karakterernes psykologi. Det er derfor ikke Duus’ frie og friske bud på en oversættelse, der er problemet, det er dens virkning på scenen, og den er oftest en jagt efter publikums latter som Turdéns instruktion. Den latter udebliver som sagt hos fynboerne.

Desuden har sangerne svært ved at nå ud i salen, ud over orkesteret. Det skyldes til dels, at man spiller i Carl Nielsen-salen, hvor orkesteret sidder på gulvet neden for det podium, hvor de plejer at sidde, men her er nu scenen. Til dels skyldes det, at sangerne ikke er gode nok. På sværdsiden er faktisk kun Duus værd at nævne, men på spindesiden gør Johanne Nørlund i partiet som donna Elvira virkelig god figur – og stemme – og helt fabelagtig er Laura Helen Hansen som donna Anna; hendes sopran er stor og mægtig, hendes koloraturer skarpe, kun måtte hun gerne holde lidt igen med sit vibrato, men hun har en stor karriere foran sig. Odense Symfoniorkester spiller med bravur under Cathrine Winnes’ energiske ledelse; her er det drama, man savner på scenen, selvom finalen (også) bliver for teatralsk, når Winnes lader paukisten hamre løs på de arme trommeskind.

Virkelig glimrende fungerer også Nina Franssons enkle scenografi: to sætstykker med brunbejdsede paneler lader sig let flytte rundt for at skabe forskellige rum. Panelerne kan åbnes og fungere som døre og vinduer, hvilket er lige ved at fungere i en original scene, da bedsteborgere i natkjole og nathuer kigger ud for at brokke sig over skænderiet på gaden mellem don Juan og donna Elvira, donna Anna og don Ottavio i første akt. Scenen falder til jorden, da man ikke kan høre, hvad disse forargede borgere siger, men ellers ligger scenen helt i tråd med iscenesættelsen som helhed. Franssons kostumer – krinolineskørter og opsatte krøller, høj hat, frakkeskøder og vest – signalerer 1800-tallets midte, netop Kierkegaards tid, og til slut dukker filosofforfatteren også selv op på scenen: Kommandantens stengrå statue har Kierkegaards skikkelse. Det giver den næppe tilsigtede og meget ironiske pointe, at det er Kierkegaard – han, der elskede Don Juan mere end andet – der i slutscenen står og kræver don Juan til ansvar. Det er, som om Kierkegaard til sidst selv træder op fra graven for at ønske død og straf over denne opsætning, og det er faktisk lidt sjovt. Men den humor går nok hen over hovedet på Turdén.