Guidoperas opsætning af Tosca. Den fynske Opera d. 10. juni 2021
Inspiration
kan være farlig. Måske det skyldes, at mennesket ikke selv er herre over
inspirationen, for jævnfør ordets oprindelse (det latinske substantiv inspiratio
betyder det at være blevet indblæst ånd (af en guddom)) kommer
inspirationen udefra. Verbet inspirare - at indånde - er oprindelsen for
inspiratio, så i ordets betydning ligger såvel en passiv som en aktiv
dimension, det at få ånd og selv at ånde, og det kan derfor meget passende stå
som motto for Guioperas opsætning af Puccinis Tosca, der denne lune,
stille sommeraften havde premiere på Den fynske Opera: Det er maleren
Cavaradossis inspiration af den fromme marchesa Attavanti, der sætter
handlingen i gang (fordi maleriet af marchesaen puster til Toscas jalousi), og
således er årsag til en af hele operalitteraturens mest dramatiske og medrivende
intriger. Ånder man for stor opera - og det gør Guido Paevatalu uden tvivl - må
det endvidere være svært at lade dette skæbnespil ligge, men inspiration kan som
sagt være farlig, og det er ikke uden konsekvenser af opføre Tosca, som
Guidopera gør.
Det er professionelle
kunstnere, det er tilknyttet Guidopera; de kan synge, de kan spille, og de kan
stå på en scene uden at falde igennem. Hvor inspirerede de altså end måtte
være, hvor meget man som publikum end måtte beundre og respektere dem, er der
noget dilettantagtigt over dette turnerende operaselskabs opsætning af Tosca.
Det skyldes ikke musikerne, for Leif Greibes kvartet bestående af klaver,
violin, cello og klarinet spiller virkelig fremragende, og selvom Puccini kun
skrev én (stryge)kvartet, Crisantemi, så lader det store partitur sig også
udmærket forløse af fire instrumenter. Det ærgrer nok, at lilletromme og
kirkeklokke afspilles digitalt, men det er ikke dilettanteri, det er bare
uoriginalt, for kunne man ikke have gjort noget andet, der passede til
opsætningens intime format? Man skulle synes det.
Der er intet kor i
forestillingen; de sidste fem sangere synger Te deum-satsen fra kulissen, mens
Scarpia er alene på scenen i slutningen af første akt. Som sagt er det
fremragende sangere, der medvirker: Frederik Rolin synger både Angelotti og
Sciarrone, Hans Laewetz er sakristanen og vagten i sidste akt, og Torleif
Steinstø er Spoletta. (Hyrdedrengen i tredje akt er strøget, og det fungerer
fint.) Niels Jørgen Riis’ tenor klinger fortsat rent og tindrende som
Cavaradossi, mens Signe Asmussen forlener titelpartiet med fylde og varme;
hendes Tosca er ingen ung, letpåvirkelig natur, hun er moden (som en frugt er
moden, når balancen mellem smag og konsistens er optimal) både som kvinde og
som kunstner, og hun har stort scenisk nærvær. Hun er forestillingens
trækplaster. Guido Paevatalu synger selv Scarpia, og selvom hans smukke klang
er intakt, så begynder man at kunne høre, at han efterhånden er en ret erfaren
kunstner, for hans fremførelse er mere deklamatorisk end organisk og velsunget,
men også det kan man se bort fra.
Paevatalu står desuden for
såvel instruktion som scenografi, og det er nok her, inspirationen til at
forløse Puccinis mesterværk ikke rækker: Paevatalu insisterer på en Tosca,
der ligner, hvad man ville forvente af en opera, hvis handling udspiller sig
tre konkrete steder i Rom: Kirken Sant’ Andrea della Valle, Palazzo Farnese og
Engelsborg. De interimistiske scenemuligheder for en turnéforestilling tillader
bare ikke så store armbevægelser, så publikum krummer tæer over den kirke, der
præsenteres i første akt: Et bord med en dug er en søjle, kirkelysene sidder i
en ramme flikket sammen i sløjdlokalet, og krucifikset ser afgjort ikke indviet
ud. Kulørte lamper fuldender det tarvelige indtryk, og man overvejer, om der
mon er bal efter forestilling (som på landet i forne tider, når der blev
spillet dilettantkomedie i forsamlingshuset). Møblerne i anden akt er så
forgyldte, at de skriger guldmaling helt ned på bageste række, og helt galt
bliver det i tredje akt, for at finde noget, der kunne gøre det ud for
murkransen på Engelsborg, er ikke lykkedes, så i stedet for at kaste sig ud,
spæner Tosca til sidst bare ud i kulissen. Dét er en eklatant fuser, og dem er
der desværre flere af i instruktionen, fordi Paevatalu netop insisterer på at
opfylde en forventning om naturalisme, og det ender i klichéer: Steinstøs
Spoletta er så ydmyg en spytslikker, at han hele tiden går med nakken bøjet og
tørrer angstens sved bort, sakristanen skal hjælpes på benene, selvom Lawaetz
nu tydeligvis er både rask og rørig, og Tosca skal placere tændte stager
ved den døde Scarpia. Paevatalu selv bliver heller aldrig nogen overbevisende
politichef, for han er simpelthen for charmerende til på nogen måde at virke
farlig. En enkelt genistreg er der, nemlig at lade Tosca skåle med Scarpia for
at aflede hans opmærksomhed, idet hun tager kniven fra den obligatoriske frugtskål,
resten har man set, og man har set det mere overbevisende. Der mangler en original
og bærende idé, som da Paevatalu lod Barberen i Sevilla blive til Barberen
i Hollywood og barberen til cremekongen Ole Henriksen; her var
dilettanteriet charmerende, fordi det nu engang er et grundvilkår for et
operakompagni af beskeden størrelse og med beskedne muligheder, det tager hverken
ånden ud af værket eller fratager kunstnerne muligheden for at leve og ånde for
kunsten.
Hvordan skal man bedømme
sådan en forestilling, når der nu skal gives stjerner? Musik og sang skuffer
ikke; her er en oplevelse at hente, man er ikke bare underholdt. Men modet til
at turde lave en enkel og original ramme om forestillingen mangler, og Tosca
kan udmærket laves minimalistisk, fordi Puccini i forvejen maler alle kulisser
i partituret. Et prospekt over Tiberen og Peterskuplen i det fjerne i glas og
ramme på bagvæggen kunne pirre publikums fantasi og rejselængsel (tanken er
ikke min; inspirationen kom, da et billede fra anden akts kulisse ikke hurtigt
lod sig fjerne og måtte overhænges med (endnu) et klæde), det ville være nok,
og så kunne et skud fra bagscenen efter sidste tone overraske og endda ryste
publikum, sådan som Anne Barslev elegant eksekverede slutningen på avlsgården ved
Valdemars Slot i sommeren 2018, når der nu ingen borgmur er til rådighed. Men
det er ikke anmelderens opgave at inspireres - endsige inspirere - og i
sammenligning med, hvad undertegnede ellers har oplevet i Den fynske Opera i
denne sæson, så må der vel blive fire stjerner, for det fik Den glade enke:
Hvad Den glade enke havde i scenografi og idé, det mangler denne Tosca,
og hvad Den glade enke manglede i skuespiltalent, det har denne Tosca.
Således er sol og vind fordelt lige - også mellem de to forestillinger - og
samtidig er svaret givet på denne artikels rubrik: Der var bal før.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar