Puccinis Butterfly på Svendborg havn. Premiere d. 3. august 2021
Sir
András Schiff afsluttede dette års Hindsgavl-festival. Koncerten var -
naturligvis - udsolgt, selvom der intet program var. Sir András præsenterede selv
værkerne fra sit helt eget, smukke, gyldent glødende Bösendorfer-flygel
undervejs, for efter corona-nedlukningen har han en ambition om at rykke ved de
mange uskrevne og ligegyldige konventioner for en klassisk koncert. Jo, man
sidder ned, har slukket sin mobiltelefon (sic!) og lytter til musikken,
men hvorfor skal såvel publikum som musiker på forhånd vide, hvad der skal
spilles? Sir András vil have intimiteten, nærværet i nuet og muligheden for at lade
sig rive med af disse tilbage i koncertsalen, for det er den, vi alle savner, så
først under sit ophold i de smukke omgivelser ved Lillebælt (Hindsgavl er måske
det smukkeste sted i Danmark, skrev H. C. Andersen), havde han besluttet sig
for programmet, og han spillede i alt næsten tre timer (!). Også publikums
begejstring må have været inspirerende, for vi blev kvitteret med et overdådigt
ekstranummer: hele Beethovens klaversonate nr. 109.
Det samme ønske om samspil
mellem musik og omgivelser er grundlaget for Operaen i Svendborg, der laver
opera i det fri. ” Vi
vil skabe nærhed mellem sangerne, musikken og publikum og producere
underholdende og fængende forestillinger. Publikum skal kunne nyde musikken,
sangen og skuespillet uden at miste nærvær, derfor synges der altid på dansk,”
siger instruktør Anne Barslev på operaens hjemmeside. Efter at have skabt
minderige forestillinger i parken på Valdemars Slot og senest, i 2018, ved
avlsgården samme sted, er Barslev & co. i år flyttet til Svendborg havn,
Frederiksø, og det er ambitionen, at forestillingerne herefter skal spilles
forskellige steder, så drama, musik og landskab smelter sammen på fortsat
overraskende måder. Det er hidtil lykkedes, det lykkes til fulde i år, så mon
ikke det også vil lykkes fremover.
Frederiksø i Svendborg er en
industrihavn og ikke et eksklusivt boligområde med panoramaudsigt over Det Sydfynske
Øhav. Her er udtjente både på land, rustne rivejern (altså dem, der bruges til
spalier), ukrudt i knæhøjde og betonpiller mellem kajen og en lagerhal. Det er
scenen! Måske nogle ting er flyttet, for det er et åbent rum med stor dybde og
plads til sangere og statister, men det udnyttes virtuost, og det er her -
kajen i Svendborg netop nu - at den hjertegribende historie om Madame
Butterfly udspiller sig. Selvom der synges på dansk og enkelte replikker er
ændret, er det så langt fra det, nogle kalder regiteater, som man kan komme, for
det er det autentiske rum, der dikterer handlingen, og reumertnominerede Anne
Barslev har som sædvanlig et kongenialt blik for at bruge de sprækker, tidens
tand har skabt i et værk, såvel som for det, der holder og gør Butterfly
til et evigtgyldigt mesterværk. Måske taler operaen her mere ind i sin tid end
nogensinde før.
Handlingen er den
velkendte, kun karaktererne viser andre sider af sig selv ud fra den logik, at
mennesker er et produkt af arv og miljø. På kajen i Svendborg er vi langt fra Japan
og Amerika og langt fra fascinationen af disse steder anno 1904; de japansk og
amerikansk inspirerede motiver, Puccini har skrevet ind i partituret, er der
naturligvis, men de forstærker kun kontrasten mellem det nedslidte og hengemte
miljø på havnen og Butterflys romantiske tankeflugt: At brylluppet mellem
Pinkerton og Butterfly (der virker som noget taget lige ud af dramadokumentaren
Gift ved første blik med den sleske Goro som Kirsten Giftekniv) finder
sted netop her, fortæller fra begyndelsen publikum, at denne historie aldrig kan
ende godt. Modsætningerne er for store. Gæsterne ved brylluppet er glade, men
der er kun klapstole at sidde på, og der serveres kun dåsebajere og
halvandenliterscola; de er kommet for festens skyld, ikke for Butterflys, og da
onkel Bonzo dukker op i tank-top, kronraget, med guldkæde ned på brystet og tatoveringer
op ad halsen er man ikke i tvivl om, hvilket lyssky miljø han kommer fra, hvorfor
familien har mistet sine penge, og hvorfor Butterflys far er blevet tvunget til
selvmord. Det er dette, Butterfly med sit ægteskab forsøger at frigøre sig fra,
men tragedien indtræffer, da hun ikke indser, at denne flugt er umulig; hendes
følelser for Pinkerton er ægte, men han er ung og blot ude at løbe hornene af
sig. Han går efter cigaretter og lader hende stå ved kajen og spejde i fem år.
Elsebeth Dreisig har sunget
partiet som Butterfly flere gange tidligere, men her synger hun for første gang
partiet på dansk. Ingen lægger mærke til de udfordringer, hun har haft hermed,
og hendes præstation er uforlignelig. Hendes sopran er skær og skøn, og hendes
indlevelse er så gribende, at den trodser alle udfordringer ved at synge og
agere i det fri. Mere end én gang får hun tårer frem i øjenkrogen. Hun hviler desuden
mere i partiet, fordi hun her ikke skal foregøgle at være en naiv teenager på
15; hun er ældre end Jacob Skov Andersens Pinkerton, men det gør hende
ikke mere blåøjet, det gør kun hendes tro på kærligheden endnu mere gribende. Skov
Andersen ankommer ubekymret med båd og stiger leende i land ved kajen, netop
som operaen begynder. Han er charmerende, hans tenor er smægtende, og selvom han
ikke er nogen usympatiske skiderik, hvad det ofte falder lige for at synes, så
er han - som han selv synger, da han forlader scenen i anden akt - for fej til
at stå ved sine handlinger. Man må formode, at denne unge Pinkerton får ar på
sjælen, der vil mærke ham resten af livet, af sit forhastede, impulsive
ægteskab, og det er smukt set af Barslev netop således at fremhæve denne
manglende livserfaring hos en ung sanger. Han vender heller ikke tilbage i
slutningen af operaen, som han gør i originalpartituret. Han har givet
fortabt, og han gengælder ikke Butterflys følelser, så han vender ikke om. I
stedet har Anne Barslev udtænkt et coup de théâtre som afslutning: Det
er ikke en angrende Pinkerton, der kalder på sin sommerfugl, det er barnet, som
Butterfly lader i stikken med sit selvmord, der fortvivlet råber på sin mor.
Det er nådesløst gjort, men det understreger kun, at opera - også helt uden en
kølig aftenvind - kan få hårene til at rejse sig i nakken på én.
Tragedien afstemmes smukt
af overraskende komiske elementer: Pinkerton og Butterfly vies af Svendborgs
borgmester (borgmesterkæden er i alt fald en tro kopi af originalen), og Suzuki
er Butterflys meget trofaste, men også helt jordnære veninde. Hun har ingen
fromme bønner i begyndelsen af anden akt, hun har kun listen over den take-away,
Goro kommer med (”Nigiri! Wasabi! Syltet ingefær!”), og hun mestrer ikke
kunsten at spise med pinde... Man er ikke i tvivl om, hvad hun laver bag en skibscontainer
med to havnearbejdere, men pengene er små, og det samme er hendes idealer. Denne
kontrast til Butterfly fremhæver igen Barslevs eminente evne til at sætte
skarpt på spændingerne i en opera og hendes store fornemmelse for
personinstruktion, og Ditte Errboe forløser til fulde partiet som Suzuki; hun
er scenisk og vokalt spillevende og nærværende. Det samme er Jørn Pedersen som
konsul Sharpless ved netop at være skarp og aldrig stikke under stolen for
Pinkerton, hvad han mener om hans hjerteløse eventyr, og fordi Mathias Hedegaard
er velsyngende, adræt og charmerende, gør han Goro til netop det, dette parti
bør være: en slesk, usympatisk karl, der her ikke bliver mere sympatisk af at udspionere
deltagerne i sin kyniske dating-dokumentar.
Magnus Larsson dirigerer
sangere og orkester med stort og kyndigt overblik. Orkesteret består af
musikere fra Odense Symfoniorkester, en strygekvintet plus klaver og slagtøj, og
de ikke bare forløser partituret, nej, i tilgift får man, fordi der kun er en
musiker på hver stemme, lejlighed til at opleve musikerne som solister. De får navnlig
plads til at træde frem i ”Nynnekoret” og intermezzoet i mellem anden og tredje
akt. Er man ikke operakender eller -elsker, kan operaen her synes kedelig og
langtrukken, men Anne Barslev har modet til at lade dette mellemspil være, hvad
det er, nemlig illustrationen af Butterflys indre følelseshav, mens hun tålmodigt
venter på Pinkerton. Suzuki tolker publikums oplevelser og keder sig synligt,
men det er kun morsomt.
Da dramaet blev til i
antikkens Grækenland, var det under åben himmel. Måske det er denne kontakt til
verdensaltet under en friluftsforestilling, der i modsætning til det lukkede operahus
gør en opmærksom på, at det måske nok er fiktivt og kunstigt, hvad der udspiller
sig for øjnene af os, men det er også meget levende og ægte, når både og skibe
kommer sejlende forbi Frederiksø og ufrivilligt bliver en del af
forestillingen. Hvor ellers kunne Butterfly stå og spejde efter Pinkerton om
ikke ved havet? En kulisse giver ikke de samme muligheder, uanset hvor godt den
måtte være lavet. Anne Barslev og Operaen i Svendborg har sammen evnerne til at
lade her og nu smelte sammen med musikken, og det nærvær er berigende,
inspirerende og opløftende. Det er, som sir András Schiff påpeger, hvad vi længtes
efter det seneste år. Stor kunst kræver store armbevægelser og et stort rum, og
det får kunsten på havnen i Svendborg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar