torsdag den 16. september 2021

Sukker og sentimentalitet

 Smuk, men tandløs Terror/is/me på Odense Teater d. 13. september 2021

 

Aristoteles (384-322 f. Kr.) anses for at være grundlægger af moderne videnskab: Han observerer og undersøger systematisk; han bruger sine sanser og stoler kun på sin fornuft. Men Aristoteles er også den første, der skriver et videnskabeligt værk om litteratur. Hans Poetikken handler om tragedien (den anden del om komedien, som ingen er sikker på, har eksisteret, er som bekendt omdrejningspunkt for plottet i Umberto Ecos Rosens Navn), og her skriver han så grundigt, at det kan lyde banalt - fordi han er den første, der skriver om litteratur - at tragedien har et plot, der beror på efterlignen (mimesis) af handling og personer:

 

Med plot mener jeg nemlig her det at komponere hændelserne, mens karaktererne gør, at vi kan sige, hvordan de handlende personer er, og tænkningen det, der gør, at de i deres tale påviser noget eller tilkendegiver en anskuelse. Således vil der i en tragedie som helhed nødvendigvis være seks dele, der gør den til, hvordan den er, og disse dele er: plot, karakter, sprog, tænkning, opsætning og sangene. To af delene er midlerne, hvormed der efterlignes, en måden, hvorpå der efterlignes, og tre, hvad der efterlignes, og derudover er der ikke mere… Den vigtigste del er det at komponere hændelser. For tragedien er en efterlignen ikke af mennesker, men af handlinger og liv.

 

Er tragedien velkomponeret, og der er ligevægt mellem disse dele, vil publikum opnå katharsis: ”medliden og frygt [der] bevirker renselsen af sådanne affektioner.” Den ligevægt findes desværre ikke i Sargus Oshanas Terror/is/me på Odense Teater.

                      Selvom Aristoteles fra den franske klassicisme og i århundrederne derefter har været idealet, har teatret naturligvis fornyet sig. Plot og karakterer, anagnorisis (erkendelse), peripeti (omvending) og katharsis er ikke nødvendigvis grundlaget for en nyere teaterforestillinger, og der findes gribende dramaer - Becket og Ionesco f.eks. - helt uden lineært plot og vendepunkt. Men Oshanas drama fremmaner ikke en stemning af den moderne, retningsløse og absurde verden, den er blot en collage eller måske snarere en kakofoni af løsrevne stemmer. Skuespillerne citerer vidneudsagn først og fremmest fra 9/11, men også fra terrorbombningerne i London og Barcelona, fra angrebene i Paris, Berlin, Bruxelles og København; vi hører de desperate opringninger til alarmcentralen, og vi hører udsagn fra ofrene for krigene mod terror i Mellemøsten. Terror belyses altså fra begge sider jf. den originale, men plumpe titel, der banalt peger tilbage mod publikum selv - uden at der ligger nogen forløsning deri.

                      Manglen på plot og dermed på karakterer, der kan holde publikums opmærksomhed fanget, bevirker dog kun, at undertegnede distancerer sig fra det, der sker på scenen. Skuespillerne bevæger sig i første scene i stift koreograferede mønstre mellem række efter række af attachemapper. Røg, et snefald af dokumenter og kontorstole indgår som alt for håndgribelige elementer i de følgende scener, og skuespillerne er alle i grå, støvede jakkesæt og deres hår hvidt af samme støv. På den ene side reproduceres billederne fra angrebet på World Trade Center, som aviserne sidste weekend var fulde af, på scenen, på den anden side er alt løsrevet og fragmenteret, så man har lyst til at skrige: ”Han har jo ikke noget på!” For Oshana har ikke noget på hjerte, alt er æstetik og følelsesporno. Kun Hanne Hedelund formår med sit store talent at tegne et dybt, dybt rørende portræt af den kvinde, der er så hæmmet af angst for terror, at hun ikke tør forlade sin lejlighed; det er nærvær helt uden ydre virkemidler eller staffage.

                      Som om polyfonien af stemmer og udsagn i sig selv ikke var nok, suppleres den af vokalensemblet IKI. De fem kvinder i ensemblet er dybt professionelle; deres indledende parafrase over Sinatras evergreen ”New York, New York” lover godt, og selvom de holder det samme høje, musikalske niveau forestillingen igennem, så er denne lydstaffage lige så vel som lys og koreografi kun mere sukker på de mange sentimentale historier, og undertegnede er allerede inden pausen kvalmegrænsen nær. Opsætningen og sangene, de to sidste punkter på Aristoteles’ liste over elementerne i tragedien, bringer måske nok publikum nydelse, men de bidrager ikke til det væsentlige, og skyldes det nu, at Oshana ikke har villet skabe en tragedie, så undrer man sig dog stadig, for er terror ikke et glimrende topos for en tragedie? Jo, det skulle man synes, men man får kun voldsæstetik og umiddelbare følelser, der taler ind i nutidens (over)følsomhed, så det kan måske ikke undre, at anmeldere med hovedet under armen er så begejstrede. Undertegnede hælder mere til det aristoteliske teatersyn og er måske derfor for gammel til min tid. Det får være; sentimentalitet med sukker på vækker ikke min appetit.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar