Afmagtens spotlight

 Akustikken spænder ben. Richard Strauss’ Salome, Malmø Opera d. 8. februar 2025

 

Når sensationslystne journalister fordrer aktualitet af en udstilling eller en forestilling, er det uden blik for, at nogle kunstnere eller nogle værker evner at ramme noget i enhver tid. Om det nu er tiden eller kunstværket, der åbner betragterens øjne for sammenfaldet, eller det er tilfældighedernes spil, så er det svært på vej hjem fra Malmø, hvor der denne bidende kolde februaraften har været premiere på Strauss’ enakter Salome efter Oscar Wildes skuespil, ikke at få den tanke, at dén er en opera til en tid præget af politisk og økonomisk usikkerhed og uro. Ikke kun fordi magten korrumperer i hænderne på den latterlige og (magt)liderlige kong Herodes, men fordi alle karaktererne – måske på nær den stovte dronning Herodias – er handlingslammede i månens magiske skin.

                      Dette er kernen i Strauss’ opera: Alle begærer, men ingen kan få det, de begærer. De er afmægtige i deres almagt, de lider af et Hamlet-syndrom, og heri ligger tragedien. Jo, nok kan karaktererne handle; Narraboth kan nok løslade Jochanaan, men ikke derved vinde Salomes hjerte; Herodes kan nok overtale Salome til at danse, men det får heller ikke han noget ud af, og Salome kan nok få Jochanaans hoved på et fad, men det er heller ikke nogen ægte kærlighed, hun opnår derved. Det samme gælder de desperate handlinger og absurde løfter, som ledere verden over gør og giver i disse dage, og man frygter, det ender i tragedie for verden og menneskeheden. Og afmægtige føler vi os over for denne trussel.

Eirik Stubø har iscenesat denne opførelse af Salome, og det har han gjort diskret, men jævnt. Magdalena Åbergs scenografi er det bærende og eneste fremtrædende element ved opsætningen; hendes kostumer er gængse grænsende til det kedelige, nemlig jakkesæt, en stor, grøn robe til Herodias og en enkel hvid og plisseret kjole med bælte til titelpartiet. Men hen over drejescenen står projektører på et stativ fra gulv til loft; række på række af lamper, der lyser varmt gult eller blændende hvidt ud mod publikum. Illuderer de skinnet fra den måne, som alle betragter og kommenterer, når de kommer ind på scenen? Pagen ser månen som en død kvinde, der stiger op af sin grav, Herodes ser den som en vanvittig, fordrukken kvinde, og Salome selv ser den som en kølig og jomfruelig blomst af sølv. Herodias skærer lakonisk igennem: ” Nein, der Mond ist wie der Mond, das ist alles.” Jochanaan forholder sig slet ikke til månen, og dog er det under hans store scene, at der blændes op for projektørerne, så hvad er disse projektører ud over en illustration af librettoens månesymbolik og temaer om lys og mørke? Forstås symbolsk skal projektørerne gudskelov ikke, men nogen dybere hensigt synes Stubø og Åberg heller ikke at have haft. Afmægtige står de over for librettoens psykologiske dybder og skraber kun lidt i overfladen. Selv slutningen, hvor Herodes desperat råber: ” Man töte dieses Weib!” forbliver et mysterium, for her blændes publikum bare af hvidt lys.

Sangerne er lige så afmægtige, uden at det skal misforstås. Laura Wilde har en flot, sikker sopran i titelpartiet, men selv helt ude på kanten af scenen formår hun ikke med al sin styrke at løfte sig over det kæmpeorkester, Strauss’ partitur fordrer, og hendes stemme druknes brutalt af akustikken i Malmø Opera. Kostas Smoriginas formår som Johannes Døberen at løfte sin flotte basbaryton over orkesterinfernoet, men også han kæmper. Karin Lovelius og Lars Cleveman som henholdsvis Herodias og Herodes synger flot, men bliver gradvist mere desperate over både at skulle agere og trænge igennem vokalt. Conny Thimanders Narraboth lyser, men kun Nicolai Elsberg, der ved premieren vikarierer for den ene nazaræer, løfter sit instrument og brager ud mod publikum.

Der er langt fra Stubøs iscenesættelse til Stefan Herheims på Operaen helt tilbage til 2016. Verden var en anden dengang, her var ingen afmagt, og udskejelserne fik lov til at udfolde sig frit: Et grotesk overdimensioneret, afhugget hoved, spøgelser og en raffineret feministisk hævn. Det mod og den fantasi savner man i Malmø, mens man går og håber på, at nogle hoveder – metaforisk – ville falde.