Wild West Show

 Lollike gør Holberg – igen. Aarhus Teater d. 15. februar 2025

 

Hvor meget skal der til – eller fra – for at Holberg ikke længere er Holberg? Jeppe på Bjerget spiller denne vinter både på Det kgl. Teaters Gamle Scene og på Aarhus Teater, og det er svært ikke at sammenligne. Det er to vidt forskellige opsætninger, og dog er det uden tvivl det samme Holberg-drama sat i scene på forskellig måde. Heinrich Christensen er med Frederik Cilius i titelrollen meget tro mod originalværket, og selvom nogle replikker er skåret væk, er der kun føjet (vittigheder) til, der er ingen ændringer eller omskrivninger: Jeppe er bonde, baronen er baron, Nille svinger Mester Erik, og det er en nihalet kat. En prolog og en epilog, et teater i teatret, et metalag, er alt, Christensen føjer til, og det er en meget traditionel forestilling. Det er skuespillet/instruktionen, der her trækker ned.

                      Men i Aarhus er det Christian Lollike, der stod for den Reumert-belønnede opsætning af Erasmus Montanus, der spillede for fulde huse i hele tre sæsoner, der er ved roret, og så er, ved man, alle bolde kastet op i luften. Alt er muligt, og alt sker, men kernen er Holbergs Jeppe på Bjerget; plottet er Holbergs og følger Holbergs komedie, replikker går igen, men nogle er skrevet om, så de afspejler nutiden: Jeppe er ikke bonde, men PTSD-ramt veteran, der henslæber en ussel tilværelse med konen, Nille, og datteren Christine i en lejlighed i et trist betonbyggeri. Nille forsørger familien som sexarbejder, og når hun har kunder, må Jeppe og Christine stå på altanen. Sådan begynder forestillingen, og selvom der er persienner for vinduerne, er de ikke mere tillukkede, end at publikum sagtens kan se den eksplicitte akt inde i lejligheden. Sex og nøgenhed på scenen er klassisk Lollike, og der er mere i vente i denne forestilling; det er bare set før, og det er ikke en provokation længere, kun en pubertær kliché. Men under denne pinlige scene synger Lina Valentiejute Didos smukke dødsklage ”When I am laid in Earth” fra Purcells opera Dido og Æneas (der også bruges på Gamle Scene), og pludselig er alle banale drengefantasier væk. Det er en trist og gribende scene, der først mister sit tag i publikum – selvom man kigger lidt væk – da Nille spytter ud ud over altankanten.

                      Sådan fortsætter første akt i socialrealismens spor. Her er ikke meget af Holbergs grove situationskomik tilbage, og lattermusklerne røres ikke meget. Mester Erik er en pistol, som Nille brutalt fyrer af ud fra altanen for at vække Jeppe fra sin sofaslummer, men dermed vækker hun også alle hans traumer, og han må stive sig af på Jakob Skomagers bar på vej ud for at handle. Er det rørende? I rødt lys konfronteres vi med Jeppes indre dæmoner, der lemlæstede vandrer frem over scenen som uniformsklædte zombier, men det forløser Christensen faktisk bedre på Gamle Scene i et sammensurium af dagsrester, krigstraumer og egne minder. Her er Jeppe mere end en veteran, der bør have hjælp, her er han et menneske af kød og blod og flere facetter.

                       Men baronen er ikke baron, og her tager Lollike stikket hjem: Baronen er performancekunstner med en kunstnertrup, og det er forestillingens scoop, for det er både i tråd med baronens intrige med Jeppe hos Holberg og med blik for dagens samfund, for hvem belyser problemet for de udsatte på de nederste sociale trin? Det gør kunsten, det gør litteratur, dokumentarfilm og malerkunst, men der er også en besk, ironisk pointe i, at kunsten ikke kan gøre andet end at ”sætte problemer under debat”, den kan ikke ændre noget, ganske som den film, kunstnerbaronen hos Lollike laver om Jeppe, der først føres tilbage til et forgyldt 1700-tals interiør med krinoliner og guldparykker og siden til det vilde vesten for at blive lynchet, ikke kan ændre noget. Den belønnes selvfølgelig med en pris til ”Kongeparrets kulturpriser 2025” (Nanna Bøttcher er dronning Mary i en skarp og kærlig satire helt uden plat parodi), og her indtræffer så det klimaks, som man hele tiden har ventet, at Lollike ville prøve at overraske med, nemlig den ydmygede og latterliggjorte Jeppe med sin pistol. Han truer nok Hendes Majestæt, men han skyder kun kunstnerbaronen og sopranen – og her lykkes det så alligevel Lollike at ryste sig fri af sine egne klichéer: Hverken baronen eller sopranen er døde; de rejser sig langsomt, Jeppe skyder igen, og det gentager sig og gentager sig og… Det er en morale mere besk og morsom end Holbergs egen på vers og i baronens mund!

                      Bedst fungerer dog fjerde akt, hvor den fingerede rettergang henlægges til en westernkulisse og bliver den lynchning, der faktisk er tale om. Men indlagte sange og linedance punkterer eftertrykkeligt alvoren, og endelig ruller latteren – hvis man ikke er faldet for det brud med den fjerde væg (der som bekendt ikke eksisterer hos Holberg), som i baronens film inden pausen følger Jeppe ud på gaden i vintermørket foran Aarhus Teater, over på Teatercaféen, hvor han skærer en finger af baronen for at få den ring, der sidder på den. Det er grovkornet komik, der er set til bevidstløshed, men sammenstødet mellem musical, western og selvtægt er for originalt til ikke at overbevise selv den mest forhærdede. Aliens og en sabelsluger i orgiet i baronens sovekammer i tredje akt kommer slet ikke på højde hermed; de er blot nogle af de excesser, som vi allerede ved Lollike gemmer på i sin kreative hjernekiste.

                      Thure Lindhardt spiller Jeppe med den tunge og overbevisende alvor, som man kender fra hans debut i filmen Her i nærheden. Nanna Bøttchers dronning er mere overbevisende end hendes Nille, for dennes laaaaaangtrukne betoning er trættende, ikke gribende, men Jacob Madsen Kvols’ forlener med sit alsidige talent kunstnerbaronen med slesk, selvfed arrogance, der virkelig spidder en bestemt kunstnertype. Har Lollike her indlagt en snert selvironi? Alvilda Lyneborg Lassen leverer som Christine, Jeppe og Nilles datter, et rørende portræt af et forsømt og udsat barn, der finder modet til at sige fra. Det kunne gerne have været forestillingens slutning, da hun nægter at ville se din far mere, efter at han er blevet ydmyget i baronens film på landsdækkende TV, men Lollike har svært ved at holde inde. Hans rablende idéer overraskede og faldt i mere frugtbar jord i opsætningen af Erasmus Montanus end her, og dog havde man ikke gerne været foruden hans Wild West Show.

                      Så hvilken opsætning er bedst? Henrich Christensens iscenesættelse er mest morsom, men Christian Lollikes har mere bid – selvom nogle indfald er blevet tandløse klichéer.