Cilius alene på Bjerget

 Komedie og krukkeri side om side. Gamle Scene d. 2. februar 2025

 

”Drømmer vi, eller er vi vågne?”, må man gå ud fra, at man spørger sig selv på direktionsgangen på Det kgl. Teater; opsætningen af Holberg-klassikeren over dem alle, Jeppe på Bjerget, var fuldstændig udsolgt allerede inden premieren sidst i januar. Om det skyldes, at publikum faktisk – i modsætning til, hvad dagblade og teaterdirektioner helst vil mene, fordi Holbergs komedier er 300 gamle (og derfor burde være helt uden for nogens forståelseshorisont) – holder af Holberg, eller om hovedrollen spilles af kendiskomikeren Frederik Cilius, må stå hen i det uvisse. Måske skyldes det begge dele, for Jeppe på Bjerget er relevant nok til 303 år efter sin førsteopførelse at spille på to danske scener samtidig, Det kgl. Teaters Gamle Scene og Aarhus Teater, og Frederik Cilius er det bærende og eneste vedkommende i opsætningen på Gamle Scene, fordi han spiller komedie.

                      Instruktøren Heinrich Christensen har ellers fint blik for dobbeltheden i Jeppe på Bjerget, nemlig at Jeppe på den ene side er nederst i hierarkiet, at han er plaget af krigstraumer, at hans kone tærsker ham, og at overklassen udnytter hans svaghed blot for at underholdes, men på den anden side er han grov, brutal og tyrannisk, da han får magt. Holbergs svar på dette dilemma er utvetydigt; i den afsluttende morale sat på vers lader han baronen sige:

 

Af dette eventyr vi, kære børn, må lære

at ringe folk i hast at sætte i stor ære

ej mindre farligt er end som at trykke ned

den der er blevet stor ved dyd og tapperhed.

 

Når bønder, håndværksmænd man regiment’ vil give,

da scepteret til ris kan snart forvandlet blive.

For øvrighed man da tyranner let kan få,

en Nero i hver torp ved roret fast vil stå.

 

Mon Cajus, Falaris vel fordum øve kunne

en større myndighed end denne ringe bonde?

Gren, galge, stejl’ og hjul han truede os med

da han ej endda varm var i sin myndighed.

 

Vi derfor øvrighed fra ploven mer’ ej tage,

gør bonde til regent som udi fordum dage;

thi gamle griller hvis man fulgte derudi,

hvert herredom måske faldt hen til tyranni.

 

Denne for et moderne, demokratisk indstillet publikum så bitre pille at sluge tager Christensen hånd om i en tildigtet prolog og epilog: Selveste Ludvig Holberg – i Cilius’ skikkelse – trilles frem på sin piedestal for satirisk at trække nogle tråde mellem komedien og nutidens kultur og politik, og det er ham, der til sidst vil fremsige baronens morale. Men ingen vil høre på ham, piedestalen skubbes bagud på scenen og Cilius må råbe for at overdøve og blive hørt – ikke at det lykkes af den grund. Det er morsomt, enkelt og elegant.

                      Det er Christensens andre greb til gengæld ikke. Frederik Cilius spiller Jeppe som menneske og i en klassisk spillestil, han taler sågar dialekt, synnejysk, men han er morsom, han agerer troværdigt og holder pauser eller intonerer, så replikkerne falder, så han vækker publikums sympati. I modsætning hertil agerer alle andre grotesk, overdrevet og krukket. Der spilles mod publikum, og det fungerer som i opsætningen af Inden for murene i sidste sæson glimrende, men Patricia Schumann som Nille er mere sprællemand end menneske med sine få, stive fagter og overdrevne tale. At baronens intrige med Jeppe er et teater i teatret, har Christensen også ret i, det vinder bare intet ved at blive understreget Christian Albrechtsens fantasifulde, men groteske og absurde barokkostumer eller det krukkede spil. Det øvrige ensemble vækker ikke latter, kun afsky. Det er der måske en pointe i, at publikum lægger afstand til denne overfladiske, snobbede og køns-/identitetsløse overklasse, det er bare ikke givende for en komedie.

                      Det er heller ikke nok til at understrege de tragiske elementer af Jeppe på Bjerget. Kun åbningsscenen efter pausen, begyndelsen af fjerde akt, hvor Jeppe igen er blevet lagt på møddingen døddrukken efter en dag i baronens seng, minder publikum om, hvilke dæmoner Jeppe må holde fra døren med brændevin: Bag et bobinet hvirvler indtryk og minder rundt i en smukt koreograferet kakofoni. Baronen spøger, Nille svinger Mester Erik, soldater skyder på må og få, og Morten Grove Frandsen, der forestillingen igennem har leveret musikken med pianisten Ramez Mhaanna på cembalo, binder med sin lysende stemme hele tableauet sammen med en dekonstrueret udgave af Händels elskede ”Lascia ch’io pianga”. Frandsen har vitterligt aldrig været bedre – men er det drøm eller mareridt? Forestillingen placerer sig mellem to stole, og man keder sig undervejs frygteligt. Kun ganske få latterudbrud høres f.eks. under de to fingerede advokaters taler i fjerde akt, upåagtet hvor meget Stephanie Nguyen og Casper Kjær Jensen giver af sig selv, fordi det er et latterligt amokløb af overdrivelser. Men ledelsen kan være ligeglad. Forestillingen er udsolgt, og så er succesen vel i hus?